En grøn kasket og en grøn t-shirt. Og så den tomme grønne avisstander i forhallen.

Ellers er der ikke meget, der adskiller denne søndag fra andre søvnige søndage i det store bladhus på Langagervej, et par kilometer fra Aalborgs centrum.

Centralredaktionen – det store, åbne lokale, der normalt er nerve og centrum i avishusets 1.-sal, hvor redaktionen bor – er stort set rømmet. Det lyse redaktionslokale kan trods alt ikke hamle op med solskinnet udenfor.

Og en moderne morgenavis er i grove træk lavet færdig om fredagen.

Derfor er her lige nu kun godt en håndfuld medarbejdere, der skal sørge for at redigere forside, et par nyhedssider og sporten færdig til mandagsavisen. De har god tid til på TV at følge Rolf Sørensens pedaler til en 6. plads i Flandern Rundt.

Men det er søndag eftermiddag, 7. april. Og 8. april skal byde på en verdenspremiere.

Det er den, ejerne af den grønne kasket og den grønne t-shirt i centralredaktionen sidder og forbereder. På deres skærme flytter de rundt på telegrammer, artikler, overskrifter og billeder til mandagens premiere: 10minutter kommer på gaden, Aalborg-versionen af gratis tag-selv-aviser.

25.000 daglige eksemplarer vil blive delt ud i og lige omkring Aalborg. En lille, kompakt avis i BT-format, på min. 16 sider og med stof til 10 minutters hurtige nyheder.

Og det er derfor, Per Lyngby, aviskoncernens direktør og chefredaktør, er i huset denne søndag eftermiddag:

– 42 procent af alle nordjyder i 13-29 års-alderen bor i Aalborg, derfor er det effektivt at distribuere her, siger Per Lyngby.

Direktionsgangen er også pyntet af 10minutter-skilte, -bluser og -prøvetryk. Og 10minutter-redaktør Lars Jespersen – naturligvis med fortid i Aalborg TVR, hvor fra mange 10minutter-nyheder skal hentes – går og vifter med en stak kasketter.

– Målgruppen definerer vi som de unge, op til 35 års-alderen – dem i præ-familiesituationen. En interessant målgruppe, som vi ikke har særlig godt fat i med Nordjyske Stiftstidende.

Nu skal denne svære, men eftertragtede målgruppe lære at læse avis.

Den nordjyske mur

– Man har i mange år diskuteret, om der er et marked for den slags aviser i Danmark, siger Per Lyngby. Argumentet mod danske gratis-dagblade har været, at annoncemarkedet er anderledes, og de danske storbyer mangler en infrastruktur af tog og busser.

– Det viste sig så i efteråret, at der var et marked for tagselv-aviser i København. Vi diskuterede så i september: Kan det også lade sig gøre i Aalborg. Vi undersøgte markedet. Og svaret var ja: Der er et marked her. Vi har ikke den samme infrastruktur med S-tog, her bruger man bil og bus. Men det kan lade sig gøre. Og det passer godt til den mediestruktur, vi råder over i forvejen.

Dermed understreger Lyngby præcis, hvad det også gælder om: Med 10minutter forstærker Nordjyske Stiftstidende – med søster- og datterselskaberne i Nordjyskes medievirksomheder – den mur, der er bygget op omkring Nordjylland. Og udbygger den stærke monopollignende position, som Nordjyske har inden for muren:
* Landsdelens eneste dagblad, med lokalredaktioner i hele regionen.
* Radiostationer, som dækker det meste af regionen og på flere punkter slår DR af banen.
* Ugeaviser – 11 forskellige, dækkende de vigtigste byer.
* Internet-tjenester – i Bynet-systemet og stribevis af andre portaler og tjenester.
* Lokal-TV som en del af TvDanmark-netværket.
* Trykning – også af andres produkter.
* Distribution – tætmasket, med både aviser, reklamer og sågar konkurrerende aviser.

Mediekonvergens i praksisð

Nordjyske er simpelthen det tætteste, vi kommer på mediekonvergens i praksis.

– Mange steder taler man om tingene, uden at det bliver til noget, siger Lyngby med henvisning til den nordjyske og aalborgensiske model: Nordjylland lider af tab af arbejdspladser, lang afstand til København og masser af andre udkantsproblemer. Men egnen har også lysende successer, bl.a. med universitet, mobiltelefonindustrien og et erhvervs- og politisk liv, hvor man tilsyneladende både kan tale sammen og arbejde sammen. Samarbejdet om at skabe et nyt musikhus og samarbejdet om projekter i Det Digitale Nordjylland er aktuelle eksempler.

– Heroppe kommer ingen og hjælper. Vi må klare os selv. Det gælder også mediekonvergensen. Vi gør det. Vi har selvfølgelig tænkt på det i mange år. Men vi gør det altså.

Samlingen af de mange medier i en koncernstruktur har stået på over to årtier. Og nu er det alvor, hvor også salgsafdelinger og redaktioner skal arbejde sammen i det daglige. Den store strategiske beslutning blev taget midt i 90’erne, da landsdelenes lokale dagblade havde bekriget hinanden længe nok. I 1998 fusionerede de fire aviser til Nordjyske Stiftstidende og blev morgenavis.

Den fusion er nu gennemført med en moderavis og syv lokale udgaver, med hvad det har kostet af strejker, arbejdspladser og kunder.

Næste skridt er at udnytte, at man dækker alt i området.

Nytte og fornøje

Grunden blev lagt i 1776.

– Allerede dengang formulerede stifterne, at man skulle “nytte og fornøje”. Og de startede, fordi de kunne udnytte bogtrykkeriet til også at lave avis. Det handler om at udnytte kapaciteten, siger Per Lyngby fra sit hjørnekontor, der peger mod universitetet, amtsgården, Danmarks Radio og vidensparken Novi.

Den ledige kapacitet gør, at det overhovedet er muligt at lave den nye tagselv-avis 10minutter. Trykpresse, computere, distributionsnet, salgsafdeling – det hele eksisterer.

– Marginalomkostningerne er meget lave. Jeg er helt sikker på, at det her er et permanent tiltag.

Trods monopolsituationen er de nordjyske medier ikke en åben guldåre.

Priserne på spaltemillimetre og sendeminutter ligger ganske tæt på kontaktpriserne i resten af landet – også fordi storannoncører som dagligvarehandel, bilbranche og ejendomsmæglere og stærke og ligesom konkurrenterne udmærket godt ved, hvad den slags koster, påpeger Per Lyngby. Boligmarkedet har flere gange i Danmark vist, at store budgetter pludselig kan flytte, når prisen er FOR pebret.

Kundetabet på kerneproduktet – avisen Nordjyske Stiftstidende – tælles i titusinder, siden de fire aviser fusionerede endeligt i 1998. Nu er oplaget stabiliseret. Og Nordjyske Avisselskab kom ud af 2001-regnskabsåret med et overskud på knap 11 mio. kroner.

TV-eventyret i Aalborg er et eksempel på dyre lærepenge.

– Men vi har fastholdt at have TV, selv om det er dyrt. Vi skal have den kompetence. Der er brug for levende billeder, også når vi går på web-TV.

Kunderne skal rammes hvor de er

Drømmen i mediekonvergensen er ofte, at alt stof kan bruges i alle medier: Kunderne skal rammes, hvor de er, og når de ønsker det.

Helt bogstaveligt.

Som eksempel har man netop afsluttet et forsøg, hvor 100 nordjyder blev udstyret med små håndcomputere og trådløst bredbånd i hjemmet. Direktøren har selv en sådan håndterminal på skrivebordet.

– Frem for med vold og magt at tvinge de unge til at købe vores avis, så skal vi tilbyde nye typer af medier, siger han.

– Der findes ikke længere nogen fælles referenceramme. Der er ingen TV- eller radioudsendelse eller avis, som når alle. Vi skal respektere de vilkår. Derfor knopskyder vi med 10minutter. Hvis kunderne vil have vores tjenester på bagsiden af en bagerpose med morgenbrød, så skal vi levere der, siger Lyngby.

– Vi handler efter den filosofi. Og vi prøver at gøre det offensivt.

Dog med den lille parentes, at stof i Stiftstidende ikke umiddelbart skal genbruges i gratisavisen, som laves på telegramstof, af freelancere og af journalister på ANR.

Cross-promotion med moderavisen vil også være yderst lille – hvorimod målgruppens overlapning til radiostationen ANR Hit er meget stor og skal udnyttes.

Han tilbageviser spekulationer om, at 10minutter er endnu et rent defensivt træk, denne gang for at hindre de københavnsk baserede gratisaviser MetroXpress og Urban i at komme. (Urban tilhører alliancepartneren Berlingske, mens MetroXpress er datter af svenske Metro).

– Det er illusorisk at tro, at vi kan slippe for konkurrence. Radio og TV er i fuld konkurrence, og Søndagsavisen kommer måske. Vi bærer jo også Jyllands-Posten rundt med vores bude, og deler aviser ud for Bladkompagniet. Hvis der er et marked, så tages det af nogen.

– Men jeg tror nu ikke, 10minutter kommer til at kannibalisere på Stiftstidende.

Ingen fredsaftale

Timingen har heller ingen sammenhæng med starten kun en uge tidligere af en Århus-udgave af MetroXpress, siger han. Men efter en investering på et par 100 mio. kroner i ny teknik blev den nye trykpresse endeligt kørt ind i 1. kvartal – og klar til flere opgaver.

Dermed er der alligevel en link til MetroXpress’ lancering i Århus. Nordjyske trykker nemlig dagligt de 65.000 eksemplarer til Århus-udgaven – ifølge Per Lyngby var han “meget sulten” efter opgaver til den nye trykpresse, da Metro henvendte sig kort før påske. Og siger, at der er ingen hemmelig fredsaftale mellem dem.

En anden link til Århus er Nordjyskes markedsdirektør Poul Sørensen, som både professionelt og privat kender Metro Internationals projektdirektør Svenn Dam: De var nære kolleger i tiden hos Jyllands-Posten.

I Nordjylland er Poul Sørensen ansvarlig for den del af mediekonvergensen, som udadtil har været mindre synlig og knap så sexet i forhold til redaktionernes samspil: Fusion af salgsafdelinger.

– Det er måske det største i forhold til redaktionerne, siger Per Lyngby.

– Tidligere handlede det groft sagt om at overbevise kunden om, at han skulle bruge så meget som muligt på en bestemt slags reklamekøb. Nu skal salgskonsulenterne kunne rådgive om flere medier. Og de skal være meget mere velfunderede for at kunne sælge på den måde.

– Det er sværere at håndtere, også fordi identiteten ofte ligger i selve produktet, når man arbejder i medierne.

Den nye 10minutter-avis blev præsenteret for reklamekøberne 6 dage før lanceringen, med et prøvetryk og priser.

Læserne fik den mandag morgen. Uddelt af grønklædte bude eller liggende i standere ved busholdepladser, på uddannelsessteder, i virksomheder, hos offentlige institutionter. ðOgså mange butikker har meldt sig som “gratisavis-kiosker”. Busserne ventes også snart at melde sig.

Hele styrken – inklusive chefredaktion og direktion – var sendt på gaden, også som en salgsgimmick.

Og så var der massiv omtale af den nye avis i koncernens øvrige medier: TV, radio, internet, avis.

Naturligvis.