Da den unge studerende James Winkelmann for tre år siden fik ideen om at kreere et tøjmærke som en slags parodi på det verdenskendte outdoor-brand The North Face, vidste han næppe helt, hvad han indlod sig på.
Mærket The South Butt – som sjovt nok også har et logo, der minder ganske meget om North Face-logoet og oven i købet et slogan, ”Never Stop Relaxing”, der sender en hilsen til North Face-sloganet ”Never Stop Exploring” – blev nemlig en overraskende succes og derfor en torn i øjet på det originale brand.
Sidste år endog i en sådan grad, at North Face valgte at trække parodi-mærket i retten for varemærke-krænkelse og i første omgang fik sagen stor medie omtale à la ”Goliath mod David”.
Det lykkedes imidlertid ikke James Winkelmann og hans advokater at få sagen afvist, men i sidste ende blev der forhandlet et såkaldt ”udenretligt forlig” sammen. Hvorved begge parter slap for en egentlig retssag.
Hvad forliget nærmere går ud på har parterne ikke afsløret, men det står fast, at unge Winkelmann fortsat sælger sine
South Butt kollektioner, men at han har fjernet omtalen af striden med North Face fra sin hjemmeside.
James Winkelmann startede ifølge Wall Streeet Journal oprindelig sin South Butt-virksomhed for at gøre grin med sine medstuderende – og altså ikke så meget for at gøre grin med mærket North Face.
For lige som man kan formode, at kun et mindretal af de Hellerup-fruer, der ifører sig en VW Touareg firehjultrækker for at køre ind til Magasin i København, også agter sig ned som aktiv deltager Paris-Dakar – ja, så fandt unge Winkelmann det forholdsvis latterligt, at mange af hans medstuderende iførte sig North Faces outdoor-udstyr til trods for, at de ikke kunne drømme om så meget som at komme i nærheden af hverken bjerge, floder eller trekking-stier…