En anklage om en forestående massakre i velfærden som følge af den planlagte økonomisk nulvækst i landets kommuner har ikke meget med virkelighedens verden at gøre. I regeringens seneste vurdering af dansk økonomi, Økonomisk Redegørelse, ventes væksten i udgifterne hos landets regioner og kommuner i år at blive endnu højere, end regeringen skønnede i december. Samtidig spås antallet af offentligt ansatte at stige yderligere, sådan så der siden 2008 vil være kommet 20.000 ekstra på lønningslisten, svarende til 833.000 personer. Det er både det højere antal ansatte og høje lønstigninger i den offentlige sektor, der er med til at forklare, at taxameteret på det offentlige forbrug bare tikker og tikker. Hvor den økonomiske afmatning har betydet, at den private sektor har måttet sige farvel til 193.000 job, har stat, regioner og kommuner været forskånet og altså udvidet medarbejderskaren med 20.000 siden 2008.
Børsen side 20-21.