DMA afholder hvert år i USA en gigantisk konference om den nyeste udvikling og tænkning inden for den direkte markedsføring.
Gennem de sidste 8-10 har konferencerne – især for europæere – været tilløbsstykker uden lige. Ikke mindst fordi DMA har styrke, vilje og mulighed for at tiltrække nogle af de mest kompetente foredragsholdere i verden over de 5 dage, konferencen varer.
Over 200 forskellige foredrag bliver det til. Intet land i Europa har hverken størrelse eller økonomi til at kunne følge med på det niveau. Desværre. For det er både vigtigt og inspirerende at opleve, hvad dygtige og anderledes tænkende mennesker kan tilbyde af udfordrende tanker og nye strategiske muligheder for at komme i kontakt med forbrugerne.

FRA SPøG OG SKæMT TIL…
DMA tænker bredt og på tværs af alle marketingdiscipliner. Og konferencen i år var i Chicago med over 12.000 deltagere fra det meste af verden.
Astrofysikere, netnørder, forfattere, professorer i økonomi, psykologi, sociologi og futurisme var blot nogle af hovedtalerne. Og eftersom markedsføring i USA meget ofte har karakter af krig, havde DMA valgt general Colin Powell som konferencens absolutte højdepunkt under temaet “strategi og ledelse“.
Hans rummelighed og vid for forståelse af mellemfolkelige relationer har gjort ham til én af de mest respekterede mænd i USA. Og det var da også tydeligt, at hans budskab om respekt for det enkelte menneskes behov for at blive taget alvorligt kom fra hjertet, og ikke fra en lærebog om moderne markedsføring og ledelse.
Den direkte markedsføring er i sandhed gået fra rollen som leverandør af spøg og skæmt til at være den forretningsfilosofi, som giver svar på mange af de udfordringer, polariserede og fragmenterede forbrugere giver virksomhederne i dag.

SHORT CUT
Der skrives ufattelig mange bøger om markedsføring i USA.
De fleste af dem er en ligegyldig fis i en hornlygte. Og netop fordi det er Guds America, kan man også leve af det.
“Short Cut“ hedder det lille foretagsomme forlag, som gør sig den ulejlighed at læse alle bøgerne igennem, koge essensen ud af grøden og skrive det vigtigste ned.
– Glem bøgerne, siger de. Hvorfor læse 380 sider, når budskabet kan stå på en A4 side. Kom med i forlagets database og få præcist den viden, du har brug for.
I mere end én forstand er der grund til at være opmærksom på et forlag som “Short Cut“. Først og fremmest fordi mængden af informationer eksploderer, hvilket selvfølgelig betyder et tilsvarende behov for at skabe orden i det hele. Men også fordi “Short Cut“ har gjort det til et produkt at orientere sig mod mange menneskers forskellige behov.
Der er ingen tvivl om, at der fremover vil komme tusindvis af virksomheder, som vil gøre det til en god forretning at skabe orden i informationskaos. “One-to-One“, har Don Peppers og Martha Rogers meget sigende kaldt strategien. Og den er der kommet 2 bøger ud af, som begge er blevet bestsellers hos boghandlerne og ikke hos “Short Cut“.

“GOING BEYOND INTEGRATED MARKETING“
Don Peppers og Martha Rogers var blandt hovedtalerne på DMA konferencen, denne gang i Chicago.
“Going Beyond Integrated Marketing“, var temaet på dagens seance, som små 4.000 mennesker mødte op til. Og budskabet var klart nok: kundeorientering handler ikke om hvad virksomheden siger, men hvad den gør.
Integration eller ej, kommunikation alene gør det altså ikke. Spørgsmålet er, hvad der skal kommunikeres. Først da er det interessant at tale om integreret markedsføring.
Måske netop derfor har den integrerede markedsføring svært ved at få fodffæste. For alt andet lige, så er det de færreste virksomheder, som er sin egen identitet bevidst. Og uden identitet, uden tro på sig selv, er der ikke så meget at tale om. Der føles og famles, i blinde eller med hjælp udefra. Novo og Oticon er klassiske, hjemlige undtagelser, hvor identiteten er fostervandet i hele virksomheden.

“ENTER“
Dell Computers er et eksempel på en virksomhed, som har vendt hele sin produktion mod kunderne. Logistikken i indkøbs- og produktionssprocessen er vendt på hovedet, for Dell Computers har valgt at have bedre relationer til sine kunder end til sine leverandører.
Når du ringer eller går på Nettet hos Dell for at bestille en computer, stiller de dig 72 spørgsmål.
Når du har besvaret dem, bliver du bedt om at give nummeret på dit kreditkort. Og når det er gjort, trykker Dell på “Enter“, som sender dine svar videre til samlebåndet i produktionshallen. 2 dage efter står din nye computer foran din hoveddør, præcist tilpasset dit behov.
Men Dell er ikke den eneste produktions-virksomhed, som ser nye og uprøvede muligheder i at orientere hele sit produktionsapparat mod kunderne. Det kræver blot en anden måde at være logisk på.

NETTET
I USA er Nettet i dag et naturlig kapitel i marketingstrategierne. Både som et nyt medie, men også som en selvstændig tankegang.
Nettet har nemlig gjort det praktisk og nemt for virksomhederne at komme i en reel dialog med forbrugerne, uden at drukne i porto og administration. Samtidig efterkommer Nettet den omfattende kritik, amerikanske virksomheder erkender de er nødt til at forholde sig til: at hver amerikaner i gennemsnit modtager over 50 kilo direct mail om året. Og tallet er i kraftig vækst.
For nogle år siden iværksatte DMA derfor en kampagne, som satte fokus på en ny moral og etik for virksomhederne og deres
ligegyldige henvendelser, mails som telemarketing.
“Privacy Action Now“ hedder kampagnen, som indtil nu ikke har haft den succes, DMA havde forventet. Derfor overvejer DMA nu at ekskludere de virksomheder, som ikke overholder de etiske spilleregler.
– Hvis ikke en virksomhed er relevant i sin henvendelse, så respektér forbrugerens privatliv, sagde formanden for DMA og afsluttede konferencen som den begyndte: – De teknologiske muligheder for at komme i en relevant dialog med forbrugerne er i dag så omfattende, at ingen bank eller forsikringsselskab behøver ringe op klokken elleve om aftenen for at sælge livsforsikringer. Fremtiden tilhører det enkelte menneske på dets egne præmisser.
Velkommen til det store nys i “The One-to-One Future“.

BOX:

Der er ingen tvivl om, at der fremover vil komme tusindvis af virksomheder, som vil gøre det til en god forretning at skabe orden i informationskaos.BOX:

De teknologiske muligheder for at komme i en relevant dialog med forbrugerne er i dag så omfattende, at ingen bank eller forsikringsselskab behøver ringe op klokken elleve om aftenen for at sælge livsforsikringer…ILLUTEKST:
Don Peppers og Martha Rogers “One to One“ strategi er mere end et krydderi på marketingplanen.