Roskilde-virksomheden Webproof har vundet ordren til årlig håndtering af 13.000 forskellige tilbudsaviser hos butikskæden ICA AB med supermarkeder i både Sverige og Norge.
Som en af de største leverandører af software til online korrektur-godkendelse, blev Webproof inviteret til at give bud på, hvorledes man ville opfylde de detaljerede kravspecifikationer, som ICA havde opstillet, herunder ikke mindst krav til security, oppetid og hastighed, oplyser Webproof-direktør Jan Adeltoft.
Og det dokumenterede Webproof åbenbart ganske godt i processen, der involverede flere online møder og workshops.
Jan Adeltoft siger:
– Jeg har meget stor respekt for den grundighed ICA udviste samt deres evne til at involvere brugere og få deres accept inden en beslutning tages. Det er den største avisproduktion i Skandinavien til blot én kunde og security kravene er naturligvis meget høje. Derfor betragter vi da også ordren som et stort skulderklap.

Softwaren anvendes af flere virksomheder i Danmark. Men der er fortsat mange bureauer, der sender e-mails med PDF til deres kunder og lader dem kæmpe med at få angivet, hvad de ønsker ændret i deres brochurer, annoncer, kataloger etc.

– Med WebProof håndteres og automatiseres godkendelsesprocessen af blandt andet grafiske dokumenter, og med ofte mange personer involveret i en korrekturgodkendelse, vil den totale produktionstid typisk reduceres med 25 procent, siger Jan Adeltoft.
WebProof har årligt mere end en halv million login i over 100 lande og årligt godkendes over fire millioner sider. Blandt brugerne er Lego, DDB, Bang & Olufsen, Bauhaus, Pernod Ricard, Mecom/Edda Media, Aller Media, Jysk, Silvan, Burda og Hummel.
ICA AB er 40 procent svenskejet – 60 procent ejes af den hollandske detailgigant Ahold.