Dansk Supermarked skruer endnu mere op for e-handelscharmen og køber alle aktier i firmaet af 3C Retail.
Virksomheden står bag wupti.com, som Dansk Supermarked vil føre videre sammen med koncernens øvrige onlineaktiviteter, som blandt andet omfatter Bilka.dk.
Købet hænger sammen med Dansk Supermarkeds strategi om også at tage førertrøjen på, når det gælder onlinehandel i Danmark, lyder det i en pressemeddelelse.
– Vi har i Dansk Supermarked en klar ambition om at blive førende inden for e-commerce, og med opkøbet af wupti.com foretager vi et gearskifte online. Med de synergier, der er mellem wupti.com og vores eksisterende onlinebutikker, herunder Bilka.dk, har vi potentialet til at udvikle begge dele markant de kommende år, siger Dansk Supermarkeds adm. direktør Per Bank.
Opkøbet af wupti.com skal samtidig styrke den danske e-handel samlet set.
– Som dansk virksomhed er vi i Dansk Supermarked optaget af at være med til at opbygge den hjemlige e-handel. Købet af wupti.com understreger vores ambition om at tilbageerobre noget af den omsætning, der i dag forsvinder ud af landet til udenlandske netbutikker. Vi giver allerede danskerne de bedste tilbud og indkøbsoplevelser i vores fysiske butikker, og vi ønsker at gøre det samme for vores kunder online ved at servicere dem bedre end de udenlandske aktører, siger Per Bank.
Koncernchef for 3C Retail, Niels Thorborg, der nu har solgt wupti.com til Dansk Supermarked, er godt tilfreds.
– Vi har haft et kort og intenst forhandlingsforløb, og jeg er overbevist om, at de muligheder, som Dansk Supermarked og wupti.com har sammen, vil betyde, at wupti.com bliver styrket i de kommende år. Det vil være til glæde ikke mindst for kunderne, men også for begge virksomheder og for de mange dygtige medarbejdere, der har været med til at bygge wupti.com op. Vi er meget stolte over at have været med til at udvikle en af dansk e-handels stærkeste platforme, og vi ser Dansk Supermarked som den helt rette ejer for wupti.com at videreudvikle sig hos.
Af konkurrencemæssige hensyn ønsker parterne ikke at oplyse købesummen. Handlen afventer godkendelse fra konkurrencemyndighederne.