Den generelle stilstand i forbrugernes købelyst plager detailsektoren, men for nogle detailkæder lykkes det alligevel at skabe vækst.Dansk detailhandel søger med lys og lygte efter en vinderformel, på et tidspunkt hvor forbrugernes købelyst er i bund. Det skriver dagbladet Børsen.
Den aktuelle gældskrise og turbulens på finansmarkederne har forstærket frygten for en ny nedtur, som igen vil ramme de i forvejen hårdt pressede butikker. Men ifølge flere eksperter og branchefolk er det stadig muligt at skabe en succes i dansk detailhandel.
Kæder som Bolia, Lagkagehuset og Joe and the Juice nævnes som eksempler på koncepter, der fanger forbrugernes interesse på et tidspunkt, hvor discountbutikkerne ellers har taget føringen.
Flere store udenlandske detailkæder har også kig på Danmark, hvor forbrugerne trods krisen stadig har god købekraft.
– De fleste detailhandelskæder har efterhånden vænnet sig til det flade marked. Der er ikke så mange jubeloptimister, der tror, at man uden videre kan få vækst. Men der er ikke noget, der er umuligt. Hvis man har et klart koncept, en god beliggenhed og kan tilbyde kunderne noget nyt, så er kunderne også nysgerrige, siger Henning Bahr, adm. direktør og indehaver af analysefirmaet Retail Institute Scandinavia.