Oven på de sidste dages krise i den danske banksektor har politikerne afvist at komme bankene til hjælp med flere skattekroner. Men nu bryder Dansk Folkeparti borgfreden.
Partiet er som det første parat til at diskutere en ny statsgaranti for lån, som pengeinstitutterne har optaget i udlandet.
Den udenlandske gæld står ofte i vejen for, at de danske banker kan fusionere og skabe en sundere forretning. Når pengeinstitutterne fusionerer, kan de internationale långivere af frygt for konsekvenserne nemlig kræve, at bankerne betaler deres gæld tilbage her og nu.
Derfor bør staten give de udenlandske långivere garanti for lånene til de danske banker, foreslår finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF).
Professor Jesper Rangvid fra Institut for Finansiering på Handelshøjskolen i København, CBS, har advaret imod mere støtte til bankerne, men han vurderer, at DF’s målrettede forslag giver mening.