VK-regeringen kan godt skrotte alle tanker om, at den kommende og omdiskuterede udligningsskat på pensionsudbetalinger på over 350.000 kroner årligt ikke skal gælde offentlige pensionstilsagn, så blandt andet folketingsmedlemmer, departementschefer og øvrige tjenestemandsansatte kan slippe. I det første udkast til en model for den nye skat blev der kun lagt op til, at private pensionsindbetalinger skulle være omfattet, men regeringens faste støtteparti, Dansk Folkeparti, vil ikke være med til, at store offentlige pensioner skal klare frisag. Partiets finansordfører Kristian Thulesen Dahl, der også er formand for Folketingets finansudvalg, siger til Børsen, at også store pensioner til offentligt ansatte skal rammes af særskatten, som tegner til at blive på seks procent af den del af pensionsudbetalinger, der overstiger 350.000 kroner. Regeringens baggrund for særskatten er, at en del af især velstående pensionister har haft store skattemæssige fradrag på måske op til 73 procent, da pensionspengene i sin tid blev indbetalt.
Børsen Investor side 2.