Det skal være slut med aflønning i aktier til direktører og bestyrelser i alle børsnoterede virksomheder. Det krav stiller Dansk Folkeparti til regeringen i den evaluering af Bankpakke 2, som lige nu står lidt i stampe.
– Vi ønsker at gå et skridt videre end det, regeringen umiddelbart er til sinds. Jeg kunne godt tænke mig, at man meget enkelt sagde, at man ikke har aktieoptionsprogrammer for bestyrelse og direktion i børsnoterede selskaber. Det ville så både gælde finansielle selskaber og andre selskaber, siger Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl.
Regeringen havde oprindeligt indkaldt støttepartiet og de øvrige partier bag bankpakken til et møde tirsdag i denne uge, hvor aktieaflønning og bonusprogrammer var på dagsordenen. Mødet blev dog aflyst på grund af ”kalenderproblemer,” lød begrundelsen fra regeringen.
Ritzau.