Vi kæmper alle for Danmark.

Ordene er ledsaget at et billede af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, der klædt i de rød-hvide farver og med en håndbold i hånden, smiler bredt og venligt.

Dansk Folkeparti er således i luften med endnu en kampagne, der gør opmærksom på partiets politik, ligesom den opfordrer til, at man melder sig ind i partiet.

Partiet har flere gange høstet omtale for dets kampagner, der har haft sin helt egen stil og evnet at skabe debat. Således også denne gang, hvor partiet bruger håndbold-VM som aktualitetskrog for dets kommunikation.

Men spørgsmålet er, om kommunikationen har gang på jord i 2021? Det har Markedsføring spurgt to brandingeksperter om.

Folkenære og hyggelige

Den første er selvstændig kommunikationsrådgiver Sune Bang, der kan skrive masser af erfaring med branding-arbejde for danske virksomheder på CV’et.

" Den form for kommunikation er partiet tidligere lykkes godt med.
Sune Bang, selvstændig kommunikationsrådgiver

Han mener, at selvom ”Dansk Folkepartis annoncer godt kan ligne noget fra firserne”, så har partiet igennem længere tid anvendt det look med succes.

– Annoncerne forekommer i mine øjne mest af alt folkenære og hyggelige, når de lægger sig op ad en stor begivenhed som håndhold-VM. Den form for kommunikation er partiet tidligere lykkes godt med, siger Sune Bang.

Han peger dog samtidig på, at der i de seneste år er sket et markant skred på det politiske område, såvel herhjemme som globalt med fremvæksten af nye, populistiske og nationalistiske bevægelser, der går til verden med endnu mere højtråbende budskaber end dem, Dansk Folkeparti bringer på banen.

– For blot få år siden kunne mange se på Dansk Folkepartis annoncer og blive provokerede, men i mellemtiden har vi – herhjemme med eksempelvis Ny Borgerlige og kommunikationen fra Inger Støjberg – vænnet os til endnu voldsommere budskaber end dem, Dansk Folkeparti bringer til torvs i annoncerne, siger Sune Bang.

Vil annoncerne virke?

– De vil næppe få lige så stor opmærksomhed som tilsvarende for blot få år siden, da Dansk Folkepartis stemme, der taler om det danske, det nære og det folkelige, ikke længere er unik. Pladsen for den slags budskaber er ganske enkelt blevet mere trang. Disse annoncer larmer slet ikke på samme måde som tidligere.

Skal opfinde sig selv igen

Robert Ormrod, lektor, PhD, Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus Universitet, mener, at der er god mening med det, Dansk Folkeparti gør i annoncerne:

– Håndbold er jo nationalsporten – underforstået, alle bliver glade. Men man skal forstå et i en bredere sammenhæng, siger han og uddyber:

– I dag er indvandrerpolitikken blevet ”mainstream”, så nu kan vælgere, som er tilhængere af en stram indvandrepolitik, se sig om efter andre kriterier at vælge parti ud fra. 

Men det handler også om at finde en ny type kommunikation, mener Robert Ormrod:

– DF har været kendt for at være meget bastant og negativ i sine udmeldinger for at ramme et ømt punkt blandt vælgere. Nu fungerer en negativ tilgang ikke længere i dansk politik – især efter Trump. Derfor skal DF opfinde sig selv igen. 

Hvad tænker du om målgruppen?

– DF’s målgrupper har ikke ændret sig. Vælgerne er bare blevet ”suget” fra partier i blå blok, især Nye Borgerlige, men også Venstre i mindre omfang. Og fra rød blok fra Socialdemokratiet. 

– Billedet af en smilende Thulesen Dahl og Inger Støjberg på partiets hjemmeside er et godt eksempel. Her siger DF: ”Alle I Venstre-vælgere, som er tidligere DF-vælgere, som støtter Inger Støjberg og hvad hun står for, og som synes, at Rigsretssagen er forkert: Kom tilbage, for vi er arvtageren!’”.

" Nu fungerer en negativ tilgang ikke længere i dansk politik.
Robert Ormrod, lektor, Aarhus Universitet

Partiet støder vel også en del fra sig med kommunikationen?

– DF’s kernevælgere har altid boet på landet og i ”den jyske muld”, så det er reelt en mere fokuseret marketingstrategi, partiet her satser på, siger Robert Ormrod og tilføjer:

– Og hvorfor bruge ressourcer på at nå ud til vælgere, som ikke har en tradition for at stemme på partiet?  Hvis der er nogle på Sjælland, så bliver de nok også glade for håndbold og fokus på Inger Støjberg. 

Virker det?

– Ja, jeg mener, at det er en strategi, som kan give pote på længere sigt. Det er fokus på traditioner, positive oplevelser og events, som er stereotyp, men også typisk dansk – danskhed, når den er gladest, siger Robert Ormrod.

Håndbold samler

Kampagnen er skabt i samarbejde med bureauet Tilsted & Co i Holstebro, oplyser partiets pressechef, Jesper Beinov, til Markedsføring.

Den kører i en stribe medier, landsdækkende i Jyllands-Posten, ugebladet Hjemmet, Allers 7 TV Dage og det trykte Gul & Gratis, hvor partiet har købt bagsiden.

Dertil kommer aktiviteter på sociale medier blandt andet i video- og banner-form.

– Det er selvfølgelig helt bevidst, at vi kører med en tekst, der siger, at vi alle kæmper for Danmark, for Dansk Folkeparti er et parti for folk flest, siger Jesper Beinov.

Men hvorfor håndbold?

– Fordi håndbold er noget af det, der kan samle os. Og her benytter vi håndbold-temaet som blikfang og samlende punkt, siger Jesper Beinov og tilføjer:

– Og bemærk, at det er et billede af Kristian Thulesen Dahl. Ikke af håndboldspillere eller – hold. På den måde synes vi, vi agerer i respekt for, at sport og politik er adskilte størrelser.

Ifølge Jesper Beinov er kampagnen planlagt til den 25. januar, men kan forlænges, “hvis Danmark vinder det hele.”