Alternativt kræver licensforligspartiet Dansk Folkeparti samme ret til at markedsføre sig i tv.
Dansk Folkepartis kulturordfører er i færd med at skrive til kulturminister Brian Mikkelsen (K) med krav om indgreb over for “den socialdemokratiske fagbevægelses reklamer ved tv-transmitterede sportsbegivenheder”.
– Hvis alle fagforeninger kan reklamere på diverse stadions, hvor DR og TV2 er til stede, så må der gives samme ret til politiske partier. Hvis den ret ikke kan gives til os, skal retten fratages de andre, siger Poul Nødgaard til Fagpressebureauet.
Dermed åbner han for diskussion, om politiske partier skal have lov at reklamere på TV2 ligesom i USA. Dansk Folkepartis kulturordfører ville i hvert fald ikke modsætte sig, at kulturministeren åbnede mulighed for, at politiske partier kunne reklamere.
– Personligt kan jeg ikke forstå, hvorfor der skulle være noget til hinder for, at vi (politiske partier, red.) kunne reklamere på lige fod med andre, siger Poul Nødgaard.
Den aktuelle anledning er fodboldlandskampen mellem Egypten og Danmark, hvor havde Specialarbejderforbundet i Danmark, SID, havde bandereklamer.
– Det er ikke acceptabelt. Dels er SID blandt Socialdemokratiets største bidragsydere, dels udtaler SID sig igen og igen politisk i avisannoncer og i andre sammenhænge, senest da man opfordrede til boykot af israelske produkter, mener Poul Nødgaard.
– Der eksisterer i såvel Danmarks Radio som TV 2 og TV3 klare regler, når det gælder transmission fra sportsbegivenheder, hvor politisk reklame vises. Dette er udmærkede regler, som håndhæves strengt, når det gælder politiske partier. Hvad der til gengæld ikke kan accepteres er, når Socialdemokratiet smugler sin politiske propaganda ind ad bagvejen via den socialdemokratiske fagbevægelse, fortsætter Poul Nødgaard.
– Tidligere var Metalarbejderforbundet hovedsponsor for Danmarks damehåndboldlandshold og blev i den forbindelse så rigeligt promoveret gennem tv, både Danmarks Radio og TV 2. En række andre socialdemokratiske fagforbund som HK og Kvindeligt Arbejderforbund har også set en smart niche ved brug af tv-reklame. Det er den trafik, vi nu vil have standset, erklærer Poul Nødgaard.
Fagpressebureauet: Har Dansk Folkeparti budget til tv-reklamer?
Poul Nødgaard: Så må vi spare på noget andet. Det kan være, at vi prioriterer ned på de mange annoncer, vi har i dagbladene. Dj