– Når Søerne er langt ude på landet…

Sådan lyder et af budskaberne i DGI-byens nye kampagne, der viser en anden side af DGI-byen end klatrevægge og svømning: nemlig byens mest centrale møde- og konferencecenter.

Reklamebureauet BOCCA står bag, og parterne lancerer netop nu en kampagne, der sætter spotlight på de mange muligheder DGI-byen rummer.

– Selv for os garvede Københavner-snuder, har det været næsten overrumplende at konstatere, hvor meget DGI-byen har at byde på, siger Morten Theil, adm. direktør i BOCCA, og fortsætter:

– Mange forbinder først og fremmest DGI-byen med svømmehal og klatrevæg, men DGI-byen er meget mere end det. DGI-byen har bl.a. et ekstremt fleksibelt og konkurrencedygtigt produkt på konference-markedet og udover eget hotel rummer byen alt fra mindre mødelokaler til CPH Conference og Øksnehallen, hvor tusinder af deltagere kan samles på én gang. Alt sammen beliggende mindre end 50 m fra Hovedbanegården.

Rikke Søborg, der er marketingchef i DGI-byen tilføjer:

– Hvis man ser på konferencemarkedet generelt, så er det relativt reaktionært og USP’erne markedsføres ofte med et mødelokale, en pen og en kold kildevand. Der er intet galt med disse ting, men DGI-byen kan med sin bredde tilbyde en mere individuel løsning og endda gøre det i midten af byen. Det undlader vi ikke at fortælle – også gerne med lidt kærlig ironi og humor.