Smartphone-ejere, der hælder mere til mobilstyresystemet Android fra Google end til Apples pendant, får det nu nemmere, når de ønsker at søge oplysninger på De Gule Sider.
Danmarks næstmest besøgte mobil-site har nemlig lanceret en Android-applikation, så brugere med eksempelvis HTC-mobiltelefoner får nemmere adgang til portalens oplysninger om virksomheder, privatpersoner, gader og stræder.
– Det er spændende for os, at De Gule Sider har udviklet en applikation, som tusindvis af danske brugere kan få glæde og gavn af. Vi glæder os til at se reaktionerne og anmeldelserne, når brugerne begynder at teste den, siger nordisk salgs- og marketing direktør i HTC, Peter Frølund.
Ifølge marketingdirektør hos De Gule Sider, Carsten Kjems Falk, har virksomheden det seneste år holdt øje med forskellige mobil-styresystemer.
– Vi mener, at tiden nu er inde til at satse på Android, da vi betragter det som en af fremtidens store spillere inden for mobilstyresystemer, og derfor er den nye version af De Gule Sider et helt naturligt skridt for os.
Over de kommende uger løfter De Gule Sider sløret for flere applikationer. Nogle er egenudviklede, hvor andre lanceres gennem samarbejdspartnere.
– Vi er glade for, at også danske udviklere har stor interesse for Android, og når store kendte brands som De Gule Sider også begynder at udvikle applikationer, er der ingen tvivl om, at resten af markedet vil følge, tilføjer Peter Frølund.
Android-market har til dato cirka 50.000 applikationer mod Apples 185.000, men der er især det seneste halve år sket en markant stigning i udbuddet af applikationer til Android-platformen.
De Gule Siders Android-applikation kan hentes via en kompatibel mobiltelefon på m.dgs.dk.