Det er almindelig praksis, at en virksomhed træner sine egne medarbejdere i at få de rigtige værdier ind under huden. Mere usædvanligt er det formentlig, at en virksomhed giver sig i kast med at ”opdrage” på folk, der ikke er ansat.

Det er ikke desto mindre, hvad fragtfirmaet DHL nu har sat sig for med et nyt såkaldt ”ambassadørprojekt”. Projektet skal sikre, at firmaets omkring 150 kurerer – som alle er ansat hos eksterne vognmænd – lever op til DHL’s værdisæt.

Og det handler i bund og grund om at levere den bedste kundeservice – og dermed reelt om markedsføring af DHL, lyder det fra Peter Rønholt, der er DHL’s Training Manager inden for Global Standard Operation Procedure.

– Det er kurerene, der møder kunderne i det daglige, og det stiller store krav til, at de agerer ud fra vores værdisæt. De bærer i dag vores uniform og kører i varevogne med vores logo på. Derfor skal de også i deres kundekontakt fremstå som gode repræsentanter for vores virksomhed, siger han.

Ambassadørprojektet fungerer ved, at der deltager en kurer fra hvert eksterne vognfirma. Disse kurerer fungerer så som DHL-ambassadører blandt deres kollegaer og skal sørge for, at deres kollegaer får det rigtige værdisæt ind under huden.

– Vi vil gerne have, at kurerene føler sig som en del af vores virksomhed og ikke blot af den lokal vognmand. Jo bedre de forstår DHL, jo bedre bliver de integreret. Dermed kan vi sikre, at kunderne altid bliver mødt af en ensartet service hver gang og uanset kurer, siger Peter Rønholt.

Projektet er startet i Århus og skal efter sommeren fortsætte i Fredericia og København.