Danske topchefer skal i langt større udstrækning bevæge sig ned i maskinrummet, hvor de fremover skal føre tæt kontrol med de processer og arbejdsgange, der sker i deres virksomheder. Sådan lyder opfordringen fra Dansk Industri (DI), der gerne ser, at danske virksomheder gør op med traditionen med at uddelegere ansvaret for arbejdsgange, processer og produktionsforbedringer til medarbejderne. I stedet bør virksomhedernes ledelse engagere sig langt mere i arbejdsprocesser og arbejdsgange og føre en tættere kontrol med medarbejdernes indsats. En ledelsesstil DI mener vil øge produktiviteten i de danske virksomheder.
– Som det er i dag, overlader virksomhederne ofte ansvaret for de værdiskabende processer til medarbejderne. Man bør tage denne ledelsesmodel op til overvejelse. Ved at eje processerne sikrer ledelsen sig, at de skaber værdi for virksomheden. Man skal sikre, at arbejdsgangene er effektive, og man skal overveje, om det er tilstrækkeligt at udstikke overordnede rammer. Ved at skabe faste og dokumenterede arbejdsgange kan man som leder sikre sig, at alle aktiviteter i virksomheden bidrager med værdi, siger Jens Kristian Jørgensen, produktivitetschef i DI.
Berlingske Business side 8-9.