DIA Future er navnet på den nye kategori ved Danish Internet Award – og for at kunne komme i betragtning er det et krav, at den eller de, der indsender bidrag, er studerende på en kreativ uddannelse.
Det er 7. gang, FDIM (Foreningen af Danske Interaktive Medier) afvikler DIA, og de seneste tre år har det været i samarbejde med Huset Markedsføring.
DIA Future er udviklet i samarbejde med det digitale reklamebureau Plant, der gerne vil slå et slag for digital kreativitet, særlig blandt de studerende.
– De seneste år er der sket meget inden for digitale medier, og fremtidens kreative skal i høj grad kunne levere holdbare digitale koncepter og ideer. Derfor vil vi gerne være med til at få de studerende på banen og få deres øjne op for digitale mediers muligheder, siger Thomas Nørgaard, kreativ chef hos Plant.
Projektchef Peter Djurup fra i FDIM supplerer:
– Som brancheforening for de danske interaktive medier er vi interesserede i at vise, hvad nettet og andre digitale platforme kan bruges til markedsføringsmæssigt.
– Nu udvider vi så konkurrencen til også at omfatte unge kreative under uddannelse. Det er dem, der i fremtiden skal udvikle de digitale koncepter, og derfor vil vi gerne være med til at dygtiggøre vækstlaget, fortsætter Peter Djurup.
Opgaven handler om at udvikle en digital kampagne eller aktivitet for Børnehjælpsdagen. Og for netop at holde alle døre åbne er deltagerne ved DIA Future ikke underlagt et særligt format eller medie, så længe løsningen er digitalt funderet. Fokus er frem for alt på den gode idé.
Konkurrencen er åben for bidrag frem til den 18. marts 2010, og bidragene bedømmes af den samme jury, som vurderer de øvrige DIA-kategorier.
Læs mere om DIA Future
her.
Eller om DIA10
her.