Det er ottende år, Danish Internet Award-showet hædrer de fremmeste web-folk og deres raffinerede kommunikation i de digitale universer, og det er efter jury-formand Claus Skyttes vurdering ”meget, meget kompetente arbejder, vi har set og vurderet.”
Juryen består af 26 eksperter, og de har i år haft luppen inde over 170 kampagner, der af de kritiske øjne er smallet ind til 25 finale-nominerede – herunder fem i DIA Future-kategorien.
Og ifølge Claus Skytte har det bestemt ikke været enkelt at skille vindere fra de næstbedste.
− Det kan være endda meget svært at vurdere digitale æbler og pærer op imod hinanden, og nogle finder sikkert anledning til at diskutere vores bedømmelse, så derfor kan jeg lige så godt indrømme, at det i nogle kategorier har været vanskeligt at skelne ettere fra toere. Så min bedømmelse er groft sagt, at man faktisk allerede har vundet, når man er nomineret, siger Claus Skytte, der til daglig fungerer som partner og kreativ strateg i ”We Love People.”
Og én blandt mange læringer fra DIA11-voteringen er, at ”vores mål er at bruge endnu mere tid på at slibe diamanterne til næste år.”
Plank er pjank
Når de årlige priser uddeles på DIA og alle de andre award-shows, opstår altid en diskussion om ”plank.” Hvad mener juryformanden om det?
− Nogle af de nominerede til DIA er blevet skrottet i andre kreative prisuddelinger på grund af beskyldninger om plank. Det er ganske enkelt en idiotisk diskussion. Faktum er, at hvis du beder verdens bedste falskmønter om at lave en kopi af en pengeseddel, vil der altid være en fejl, som han ikke selv kan se. De fejl hedder personlighed, lyder fra Claus Skytte.
− Er Downtown fx plank af Groupon? Er Twitter plank af Messenger? Er telefonen plank af brevet? Ja, og det kaldes udvikling, hvis man skal kalde en spade for en spade. Den, der kan lave den perfekte forfalskning, har ingen personlighed. Derfor er begrebet ”plank” efter min vurdering latterlig, siger Claus Skytte.
Med mindre vi kræver en original idé?
− Det er en udbredt misforståelse, at man skal sidde i sit elfenbenstårn og vente på, at de originale idéer kommer strømmende. Alle gode idéer i denne verden står på skuldrene af andre. Det er åbenbart kun i vores branche, at man ikke anerkender det.