I fjor fik Danish Internet Award (DIA), som Dansk Markedsføring og Danske Medier står bag, en udfordrer i skikkelse af Danish Digital Award, der arrangeres af Dansk Annoncørforening.

Det skabte en del virak, men begge awardshows lever stadig i bedste velgående, og spørger man DIA’s juryformand, Thomas Pries, til daglig kreativ direktør hos Konstellation & Republica, så er der masser af gode grunde til, at der fortsat er plads til DIA, selvom der ind i mellem dukker kritiske røster op om, at der er for mange awardshows i Danmark.

– Vi får ofte skudt i skoene, at vi går for meget op i kampagner i DIA. Det er ikke tilfældet. I år er der to ud af 29 priser, der uddeles til det, man med lidt god vilje kan kalde kampagner, så det taler vel for sig selv, siger Thomas Pries, der blev juryformand for DIA i slutningen af 2014.

Siden er der sket en hel del ting på awardfronten herhjemme.

Aurora integreres

Godt nok er Danish Digital Award kommet til, men ellers er det snarere konsolidering end nye awardshows, der har været på dagsordenen.

Eksempelvis er Post Danmarks DM-pris blevet integreret i Creative Circle, og DIA har slugt både Jyllands-Postens hæderkronede reklamepris Aurora og Danish App Awards.

Auroraprisen indgår i år i DIA i kategorien ”Integrated Multi Platform Campaigns”, mens Danish App Award allerede blev integreret i kategorierne i fjor, og sådan fortsætter det i år.

DIA holder langt hen ad vejen fast i den modernisering af awardshowet, som Thomas Pries iværksatte i fjor, hvor der blev skåret ind til benet, så awardshowet kunne leve op til det nye slagord: ”DIA – Digital First”.

Her blev den gode, digitale idé omdrejningspunktet, og den fokusering fortsætter i 2016-udgaven af DIA, fortæller Thomas Pries.

– Det kommer bl.a. til udtryk ved, at vi i højere grad end tidligere lægger vægt på ”det lange seje træk” i jury-arbejdet. Vi åbner op for, at der kan indstilles tidligere kampagner for at underbygge det strategiske element, idet den fulde effekt at et arbejde ofte først ses i år to eller tre, siger Thomas Pries.

En af årets største nyskabelser ved DIA’16 er desuden kategorien ”Digital Products & Services”. Den består af underkategorierne ”Digital Product/Service”, ”Disruption” og ”Digital Startup”.

Bedre casevideoer, tak

Derudover er der i hovedkategorien ”Craft” blevet plads til underkategorien ”Casevideo”.

– Det har længe været en af mine kæpheste, at vi i Danmark ofte er alt for dårlige til at lave de casevideos, der skal få andres øjne op for de gode arbejder, man har gennemført. Derfor håber jeg, at vi med en rendyrket kategori for dette håndværk kan være med til at højne niveauet, siger Thomas Pries.

I 2016 skal der i alt uddeles 29 priser, inklusive DIA Future, Pionérprisen og den overordnede vinder – ”Digital First”.

Der er også sket en fornyelse på jurysiden – jurymedlemmerne kommer fra alle hjørner af den digitale marketing-fødekæde, altså annoncører, reklamebureauer, mediebureauer, netværk og medier – da man i stedet for én jury-gruppe-formand i hver kategori er gået over til to af slagsen.

– Det hænger bl.a. sammen med, at alle har brug for en at sparre med. Derudover er det lidt mere lavpraktisk rart at være to om at dele ansvaret, hvis den ene af den ene eller anden grund er forhindret, siger Thomas Pries.

Der er deadline for indsendelser til DIA den 25. februar, så står du bag et af årets bedste digitale arbejder, så skynd dig ind på DIA websitet og tilmeld det.

– Det bliver endnu et spændende år for Danish Internet Awards. Jeg glæder mig til at se alt det gode arbejde fra en dygtig branche og fejringen af selvsamme i Cirkusbygningen 27. april kl. 16 i Cirkusbygningen, slutter Thomas Pries.

Årets jury-gruppe-formænd ved DIA er:

Morten

Gleerup

Jyllands-Posten

Content

Heinrich

Vejlgaard

Robert/Boisen & Like-minded

Content

Katja

Hviid Haglund

Katja

Craft

Pelle

Martin

Spring/Summer

Craft

Esben

Ehrenreich

Nørgaard Mikkelsen

Innovation

Nicolas

Linde

Shape

Innovation

Mathias

Birkvad

Crispin Porter + Bogusky

Platforms

Rylle

Sønderstrup

Wonderful Copenhagen

Platforms

Miriam

Plon Sauer

Another

Strategy

Peter

Loell

Resolution Media

Strategy

Jesper

Arvidson

In2media

Technology

Jorge

Hernandez

Molamil

Technology