Da Thomas Pries, kreativ direktør på det kreative digitale bureau Konstellation, blev præsenteret som ny juryformand for Danish Internet Awards (DIA) lød startskuddet samtidig til en modernisering af det digitale awardshow, der hædrer de bedste danske digitale arbejder herhjemme.

Bag prisen står Huset Markedsføring og Danske Medier, og Thomas Pries tøvede ikke, da han fik tilbudt hvervet.

– Jeg takkede naturligvis ja med det samme. Med lige dele stolthed og ærefrygt. DIA har jo på få år udviklet sig til at være en de toneangivende awards herhjemme. En udvikling vi gerne skal fremme yderligere, siger han.

Det betyder bl.a., at Danish App Awards er blevet integreret i prisen, og at kategorier og kriterier tydeliggøres. Ifølge Thomas Pries er det nødvendigt for at sikre DIA en markant position i en virkelighed, hvor grænserne mellem markedsføring, serviceydelser og produkter bliver stadig mere udflydende.

Mere fokus, tak

– Man kan sprede sig over mange spændende områder, når man hedder Danish Internet Awards, og det har man til dels gjort, siger han.

Nu er der ét fokusområde: Digital markedsføring. ”DIA – Digital First”, kommer det til at hedde fremover, og det er der flere grunde til.

– Dels er DIA den vigtigste digitale award i Danmark, men det er også en tankegang, der gør det digitale til kernen i virksomheders markedsføringsindsats, siger jurymanden.

En anden ting der adskiller DIA fra andre shows er, at DIA kun præmierer én vinder pr kategori; en digital first.

– Vi har leget lidt med tanken om at uddele guld, sølv og bronze i de enkelte kategorier, men det gik vi væk fra for at holde fast i digital first-tankegangen, forklarer Thomas Pries.

DIA internationaliseres

Med formandsskiftet følger også et øget fokus på udlandet.

DIA er derfor gået i dialog med Lovie og Webby Awards, også populært kaldet for henholdsvis EM og VM i web, for at øge synergien.

Planen er, at DIA skal blive et springbræt til Europa- og verdensmesterskaberne inden for digital markedsføring.

– Det bliver et spændende år for Danish Internet Awards. Jeg glæder mig til at se alt det gode arbejde fra en dygtig branche og fejringen af selvsamme i Cirkusbygningen den 22. april, slutter DIA’s nye juryformand.

Er du interesseret i digital markedsføring, så gå ikke glip af Digital Copenhagen, som du kan læse mere om her.