De gode takter fra sidste års Danish Internet Awards (DIA) fortsætter, da der ved deadline for indsendelser er 240 arbejder, der byder sig til i konkurrencen om årets bedste digitale kampagner.
Sidste år, der også var et rekordår – antallet af indsendte arbejder var på samme tid i fjor godt 230 arbejder – blev lidt af et år 0 for ”det nye DIA”, der bl.a. bød på en væsentligt forandret kategori-struktur.
Syv priser blev således til 14, hvoraf ni var branchepriser og de fem genrepriser, og juryen blev udvidet voldsomt, så den omfattede godt 80 medlemmer.
– De positive tendenser fortsætter, og jeg vil betegne det som lidt af en solstrålehistorie, siger juryformand Kim Jong Andersen, der til daglig er Senior Vice President i bureauet ADtomic.
Han var før juryformandsposten en relativt skarp kritiker af DIA, men de ændringer, han har gennemført, ser ud til at bære frugt. Og udvidelserne er fortsat i år, hvor der i alt, inklusive særpriser, uddeles 23 priser.
Integrerede kampagner rykker
– Når man tænker på, at det har været endnu et år i recessionens tegn, så er jeg glad for, at så mange bureauer bakker op om DIA, siger han.
Indførelsen af flere kategorier har bl.a. betydet, at DIA er gået fra at være en pris, hvor medie-synsvinklen fyldte rigtigt meget, til en, der fokuserer på integrerede arbejder, hvilket må siges at give rigtig god mening i reklameverdenen anno 2013.
– Det er også tydeligt i de indsendte arbejder, jeg foreløbig har set, siger Kim Jong Andersen.
Er det årets tendens?
– Det er lidt for tidligt at sige, da jeg indtil videre ”kun” har set omkring 80 procent af de indsendte arbejder igennem, men indtil videre peger meget i den retning, siger han.
Og det glæder Kim Jong Andersen, der også har sporet en anden tendens.
– Dokumentation og effekt fylder mere og mere i de cases, jeg har set, og det mener jeg er et vigtigt skridt fremad for DIA, der skal være et awardshow, der både hylder digital kreativitet og den forretningsmæssige effekt, slutter han.
DIA 13 afholdes i Wallmans i Cirkusbygningen i København den 17. april.