Content marketing er en af de kommunikations-trampoliner, der forventes at skyde gang i salget i år, og bl.a. derfor har DIA-folkene i år gjort et tema ud af netop produktion og anvendelse af content.

Og naturligvis også på den teknologi, der muliggør anvendelsen af skræddersyet indhold, newsrooms, gamification og onlinefilm cross media:

– Vi har i år samlet nogle af kategorierne, og udvidet paletten andre steder, siger Morten Kamper fra Dansk Medier, der sammen med Huset Markedsføring præsenterer Danish Internet Awards 2014.

Kigger DIA-juryen specielle steder hen, bortset fra de tematiserede felter?

– Vi kigger især efter innovationen inden for branchen. Er der fremskridt inden for de mange digitale kategorier? Hvad gør de bureauer og annoncører, der er mest med på beat’et.”

Kan du uddybe det lidt?

– Jeg forventer en række fremragende arbejder, der viser, at indhold og advertising smelter sammen med teknologien som den effektive ”enabler”. Hvert eneste år er der spændende tanker, og med al den kreativitet, bureauerne anvender, er det ikke til at spå om, hvem der innoverer bedst eller i hvilken retning på vegne af annoncørerne.

Sidste år krydsede DIA 200 indsendelser, og knap 700 mødte frem til festen. Hvad tror du på, I når i år?

– Jeg er da optimist. Vi skal naturligvis over 200 kampagner, og heldigvis har bureauerne stadig nogle dage til at fatte pennen, slutter Morten Kamper.

Det har han ret i. 14 dage helt præcist. Deadline er 6. februar kl. 12.00, og den knap 100 mand (M/K) formidable jury venter spændt på indsendelserne.