Vi har spurgt tre jurymedlemmer om indtrykket fra Danmarks største digitale Award-show.
Det er først og fremmest positivt at se, at DIA, trods væsentligt flere indsendelser end sidste år, holder niveauet. Det må betyde, at der bliver lavet rigtig mange gode digitale løsninger derude, siger Mathias Birkvad, adm. direktør hos Crispin Porter + Bogusky Copenhagen.Samtidig er der i år en række indsendelser, der ikke bare har højt danskniveau, men også har gode chancer for at begå sig i de internationale. – Jeg mener faktisk, at nogle af de bedste danske arbejder er så stærke, at de har en chance for at begå sig i kampen om løverne i Cannes.
Sidst, men ikke mindst, er det tydeligt at se, at der i år er lagt mange kræfter i, at skabe solide case-beskrivelser af det gode arbejde. Det er en disciplin i sig selv og væsentligt, hvis vi fremadrettet skal kunne begå os som nation i de internationale konkurrencer, slutter Mathias Birkvad, formand for jurygruppe ”Platforms”.
Næsten så godt som det gode øl
Et af de jurymedlemmer, der vitterligt har høstet hæder i festivals som Cannes Lions, Eurobest, Epica og en stribe andre Award-shows, er Jens Jermiin.
Hvad mener du efter juryarbejdet?
– Jeg tænker ”digital first”, altså at det er tydeligt at se, at mange kampagner på bedste vis tænker digitalt først, og at ”det digitale” er integratoren for kampagnen, mener Jens Jermiin, der var formand for jurygruppe ”Content”, en Carlsberg-specialitet – næsten på linje med det gode øl.
– Jeg synes også, at flere af kategorierne – måske især Craft – er i verdensklasse. Desuden viser indsendelser fra mange bureauer i mange andre kategorier, at niveauet er steget i Danmark.
– Endvidere er bureauerne blevet dygtige til at præsentere deres cases, og her er jeg meget enig med Mathias. Vi har set meget flotte videoer, der lover godt for de internationale konkurrencer senere på året.
Hvad siger du til ”idé” niveauet?
– Den gode ide er stadig bureauets vigtigste handelsvare, og deres kunders konkurrencemæssige fordel. Kreativitet er svært at kopiere. Digital First præmissen udvider dansegulvet, hvorpå ideen kan eksekveres. Men det kræver stærke Digital First-strateger, kreatører og fremsynede kunder at føre den rigtige idé til markedet. Og når det lykkes, er resultatet originale og banebrydende løsninger, som vi alle begejstres af. Yay, siger jeg bare, slutter Jens Jermiin, VP of Group Digital hos Carlsberg med eftersætningen:
– Jeg havde faktisk håbet at se vilde 3d print løsninger og eventuelt bitcoin promos, men det kommer måske næste år.
Den gode historie løftes digitalt
Det tredje jurymedlem, vi taler med, er Lise Fink Vadsholt, adm. direktør hos OgilvyOne i København.
Hvad siger du til niveauet?
– Niveauet er stigende. Grundlæggende fordi det handler om og er lykkes for en lang række bureauer og annoncører at omsætte den gode historie til en historie, der er værd at tale om. Og det giver helt særligt potentiale digitalt, vurderer Lise Fink Vadsholt.
I er alt for enige. Hvilke tegn ser du på, at niveauet er stigende?
– Den gode idé har et tydeligt digitalt omdrejningspunkt. Det handler kort og godt om at sikre sig, at det digitale muliggør den gode historie, tidligere var det digitale element ofte blot et tillæg til en offline kampagne eller event.
– I en anden boldgade har vi set digitale service designs, der forbedrer en kundeoplevelse, som før blev oplevet som negativ, men efter den nye digitale løsning var eksekveret blev til en ny og positiv oplevelse, der giver nye forretningsmuligheder.
Tør du kigge lidt fremad?
– Brugeroplevelsen og det digitale design bliver centralt og en afgørende del af kommunikationen i fremtiden. Jeg er meget sikker på, at virksomhederne vil investere mere i den digitale kommunikation.
Ellers noget?
– Content udviklet i video-format er en klar tendens, jeg tror holder. Og vi kommer til at se planlagte og strukturerede video content i større mængder, i flere “cuts” og til forskellige kanaler.
– Det gælder også specifikt content produceret til “second screen” eller andre devices, og her er vi allerede godt på vej. Men jeg vil gerne se endnu mere af den slags arbejde.
– Endelig er jeg overbevist om, at de rigtige videoer skaber sublim indlevelse og at de vil blive benyttet markant mere på virksomhedernes websites, slutter Lise Fink Vadsholt.
Har du lyst til at tilmelde dig DIA-festlighederne i Cirkusbygningen den 22. april, så læs videre her.