Navneskiftet fra UDV til Diageo har været led i en længere proces, hvor virksomheden gennem flere år har skiftet navn via forskellige fusioner. Men nu skulle det ligge fast, firmaet, der er verdens ledende vin- og spiritusproducent, hedder Diageo, og det vil man meget gerne ud og kommunikere.
– Vi vil gerne ud og kommunikere om virksomheden bag produkterne, da vi har en historie at fortælle. Alle de fusioner vi har været igennem har forvirret, men nu skifter koncernen navn til Diageo i hele verden, hvor Nordamerika har været de første, og nu kommer Danmark så efter som nummer to, fortæller adm. direktør Morten Holm Bangsgaard fra Diageo Denmark.
I annoncekampagnen (der kan bl.a. ses i dette nummer af Markedsføring), fortæller Diageo om navneskiftet og historien bag, samtidig med, at alle spiritusmærkerne er repræsenteret.
Retningslinierne for kommunikationen i forbindelse med navneskiftet er givet fra hovedsædet i London, men de lokale markeder bestemmer selv formen for hvor stort de vil gå ud og hvordan.
– Vi er det vi sælger, men vi er også en virksomhed, der har nogle værdier. Og som det er i dag, er det vigtigt at kende virksomheden bag produkterne, samtidig med, at vi gerne vil være en “top of mind” virksomhed, der kan tiltrække de dygtigste medarbejdere. Vi har valgt at gå lidt hårdt ud fordi vi har flere ting på hjertet, det nye navn, vores flytning (fra Slangerup til Hellerup), og så fordi organisationen har ændret sig gennem de seneste år, hvor den er blevet forynget, forklarer Morten Holm Bangsgaard.ð
Cooperate identity
Navneændringen til Diageo skal være gennemført i hele verden inden årsskiftet, og virksomheden i Danmark er det første land i Europa, der skifter navnet.
– Vi bliver på den måde et foregangsland for især resten af Europa, der vil kigge på os og tage ved lære af vores fremgangsmåde, siger PR Manager Eva Veileborg Hald fra Diageo Denmark.
– Der vil blive kørt hårdt på med helsider i dagbladene, fulgt op af en direct mail kampagne, over de næste tre uger. Derefter afventer vi resultatet, om det har haft nogen effekt og om det har været pengene værd. Det er en spændende opgave at få alle 198 lande ind under en fælles paraply og at få skabt en cooperate identity, samtidig med at vi godt er klar over, at det er et længere træk, siger PR managerne.
Smirnoff Ice
For kort tid siden lancerede virksomheden det nye produkt Smirnoff Ice, hvor ambitionen er, at “Ready-to-Drink” produktet skal ende med at blive seks gange større end den største importerede øl, og salget går – ifølge den adm. direktør, allerede over al forventning. Men Diageo er heller ikke kendetegnet af små ambitioner. Virksomheden har mange mål, hvor den overordnede strategiplan er, at man vil vokse med to-cifferede vækstrater om året.
Nyheder