De digitale dialogmestre hos Klausen + Partners er endnu engang udkommet med fine, sorte tal på bundlinjen. Om end indtjeningen er faldet med 34 pct.
Det får dog ikke chefen til at ryste på hånd eller stemme. Investeringer i yderligere kompetencer forklarer nemlig det:
– Jeg er særdeles tilfreds med resultatet, navnlig fordi vi har brugt krudt på at forstærke vores digitale kompetencer med flere nye medarbejdere, så vi nu kan tilbyde kunderne rådgivning om digital marketing på særdeles højt niveau, siger Hans-Henrik Søndersted-Olsen, der er adm. direktør i Klausen + Partners A/S.
Fagligt blev 2016 endnu et imponerende år for bureauet, der vandt såvel kategoripriser som hovedprisen ved Danish Digital Award. Og igen i 2016 vandt bureauet den prestigefyldte B2B Award i London. Bureauet vandt også i London i 2015.
Det er aldrig sket før, at et dansk bureau to år i træk har vundet prisen, der er anerkendt som verdensmesterskabet i B2B-marketing.
Desuden deltog bureauet igen i den årlige image-analyse, gennemført af Analyseinstituttet MyResearch. Og blandt alle deltagende bureauer indtager Klausen + Partners en 4. plads på parameteren ”Gode til at skabe resultater”.
Bureauet har således igen manifesteret sig som et af landets bedste til at skabe målbare resultater.
– Vi er da godt tilfredse med at være i Top 4 blandt landets allerbedste bureauer, men vil kæmpe hårdt for at komme i Top 3 allerede i 2017, fordi det er en afgørende måleparameter for os – at bureauet skal levere målbar effekt til sine kunder, siger Hans-Henrik, der slutter med at konstatere, at 2016 såvel økonomisk som fagligt og imagemæssigt blev et strålende år for det digitale dialogbureau.
Nøgletal 2016/2015
(mio. kr.)
Bruttofortjeneste:17,4/ 17,1
Res. før skat: 3,2/ 5,0
Res. efter skat: 2,5/ 3,8
Egenkapital: 3,5/ 4,8