En af årets store begivenheder for de hurtige og seriøse web-bureauer er Webby Awards, og her er DialoguePeople/ NetPeople for første gang i finalen i Interactive Advertising med ”Virtual Turists” for SAS. Det er her folk som JWT New York, Akestam Holst, Forsman + Bodenfors, BBDO New York, Tribal DDBN og den slags, der er med i kampen om podiepladserne.
Hello Monday er også i finalen i websites & apps med bl.a. ”Sesame Street Muppets” og ”B&O Play” og ”Guide to the App Galaxy” samt en lille håndfuld andre ting. I alt seks nomineringer bliver det til i år, hvilket er rekord, hvortil skal hæftes fire Honorees, altså beviset på, at Hello Monday er blandt verdens ypperste digital-bureauer. De sidste tre år har folkene vundet en Webby Award hvert år, ligesom Hello Monday i øvrigt gør det ved ethvert anstændigt internationalt show.
– Det er jo vanvittigt flot, at vi danskerne nu kan blande os i så prestigefyldt en Award-uddeling som Webby. Og et meget stort tillykke til Hello Monday. Personligt er jeg meget tilfreds med, at vi kan blande os i Interactive Advertising med vores SAS kampagne. I Advertising er vi oppe mod nogle af de virkelig tunge drenge – så vi glæder os til at se, hvordan det går i finalen, siger Morten Hershøj, adm. direktør i DialoguePeople/ NetPeople.
Hershøj nominering sker ”SAS Google Street View kampagnen”, der handler om en virtuel prøveflyvning af en storbyweekend – direkte i banneret. Banneret er linket op til Google Street View, så folk selv kan på opdagelse i byen.
Tredje dansker i finalen er Daniel Nicolajsen, tidligere UncleGrey og i dag ansat i Zupa/Recommended, der er indstillet for www.theinspiration.com bloggen. Den blog handler om alt, hvad der inspirerer Daniel Nicolajsen, og i betragtning af at hans indsats er to år ung og har 56.000 followers på Twitter og 11.000 på Facebook, er det bragende godt gået. Læsere kan gå ind og stemme på hans blog.
Der indsendes i øvrigt knap 10.000 arbejder fra 60 lande til Webby Awards og meget få slipper igennem nåleøjet. Kun fem nomineres inden for hver kategori, og vinderne kendes den 1. maj med et brag af en prisuddeling den 21. maj.