Når Danish Internet Award, DIA 07, den 18. januar kårer de bedste danske internetreklamer for 2006, er det med den svenske grand old man, Matias Palm-Jensen, for bordenden.
Og på dét felt er definitionen på en ”grand old man” enhver med over 10 års erfaring i digital markedsføring og – ikke uvæsentligt – enhver, der har taget godt for sig ved præmiebordene i branchens prisuddelinger.
Matias Palm-Jensen, 47 år og uddannet jurist, har både personligt og som adm. direktør i den svenske bureau Farfar vundet flere priser ved Cyber Lion i Cannes, og han er valgt som Cyber Lion President.
Hvad fik dig til at sige ja til blive juryformand ved DIA 07?
– Jeg er adm. direktør i Farfar, og min farfar var dansk. En god grund til at sige ja-tak til at komme hertil.
Du har til Dagens Industri sagt, at svensk internetreklame er ledende. Hvordan sammenligner du svensk og dansk digital markedsføring?
– Et svært spørgsmål, og jeg kan kun svare for mig selv. Ganske mange danske virksomheder har gennem tiden efterspurgt Farfars ydelser, men de danske reklamekøbere har vist sig reaktionære og uden mod. Modsat det billede, man har af danskere generelt. Men med konservative reklamekøbere har danske digitale bureauer ikke haft samme udviklingsmuligheder som svenske bureauer. Norge er kommet efter det de seneste fem år – med en forståelse for, at kreativitet giver tilvækst.
Norden i forhold til resten?
– Vores udgangspunkt er vel nordisk, men digital reklame er global, selv i lokale kampagner. Milko er et svensk mejeri, men vores film for dem blev set af en million brasilianere.
Der er en vis intern åbenhed blandt internetmedier. Gælder det også internetbureauer?
– I høj grad. Vi har godt styr på, hvad de andre lande laver. Og kigger f.eks. på den gode idé, der er dårligt gennemført. Vi ser globalt på internetreklamer, vi benchmarker og finder nicher i forhold til andre lande. Det er forklaringen på, hvorfor vi er blevet så gode på så kort tid.
Én ting er de danske reklamekøbere med konservativt islæt, noget andet er vel bureauerne?
– Ja-da, og jeg vil gerne fremhæve Lars Cortsen fra Framfab. Bureauet er også blevet nomineret ved Eurobest i Interactive-kategorien, ser jeg. I den kategori er der 109 nomineringer, og heraf får svenske bureauer de 30. Farfar står for 7 af de 30. Men hvor mange nomineringer får Danmark? Udover Framfab er det kun SP3.
132 kampagneindstillinger – give or take, for fintællingen var ved redaktionens slutning ikke færdig – er tilmeldt ved DIA 07.