Kunde & Co er i gang med en digital oprustning. Syv stillinger skal fyldes, og det tyder på, at der er gang i butikken igen efter et surt sidste år med smalhals og fyringer i stort set hele bureaubranchen. Jesper Kunde, direktør i Kunde & Co, er ikke i tvivl om, at markedet omsider vender. Og det betyder på den digitale front, at hvor bureauet tidligere brugte få faste og flere freelancere og i øvrigt forholdt sig afventende, er man nu tvunget til at hente kvalificerede folk ind i maskinrummet.
– Vi ventede, indtil vi var sikre på, at markedet er vendt, og det sker nu, siger Jesper Kunde. ”Det har taget tid, men nu indser virksomhederne i stigende grad, at marketing og branding skal integreres på nettet. Jeg indrømmer, at der stadig er virksomheder, der betragter digital markedsføring som noget, man kan overlade til teknikerne i it-afdelingen, men de fleste erkender heldigvis, at alle afdelinger i virksomhederne skal spille sammen for at ende med et fornuftigt resultat.”
De fleste seriøse bureauer har sagt det samme i flere år. Hvorfor er det en nyhed nu?
– Manglende integration er et problem både hos virksomhederne og i bureauerne. Mange bureauer har fx i mange år sagt, at de integrerer web-kompetencer, men i realiteten har de blot købt et web-bureau op. Det kalder jeg ikke integration. Den ægte integration forudsætter, at medarbejderne spiller sammen i hverdagen, og at integrationen kommer ind på rygraden.
– På samme måde har virksomhederne en udfordring, når de digitale tankesæt skal integreres i alle virksomhedernes afdelinger. Der er stadig folk, der mener, at funktionaliteter og klikrater er det vigtigste. Det er vigtigt, når vi ”blot” skal sælge varer, men i dag skal ambitionerne helst være mere end det.
Forklar virksomhedernes udfordring nærmere?
– De færreste it-afdelinger har branding og positionering med, når de udvikler virksomhedernes digitale strategi. Og det er et sted, hvor de dygtige gør en forskel. Funktionalitet er ganske enkelt ikke nok.
Og der er stadig behov for branding i en verden, hvor forbrugerne siges at overtage mere og mere indflydelse på brandet?
– Der er især behov for at intregrere branding, positionering, marketing og kommunikation i en digital verden, når forbrugerne kaster sig ind i dialogen med virksomhedernes brands. Forbrugernes skal have et modspil, alt andet vil være at kaste håndklædet i ringen og opgive branding-tankegangen. Vi skal kunne fortælle brandets historie, så forbrugerne ikke overtager den fulde kontrol. Det er jo en dialog, virksomhederne skal udvikle, og ikke en monolog med forbrugerne som de nyeste præster på prædikestolen.
Ellers sker der?
– Hvis man alene kaster kærligheden på attention og awareness, risikerer virksomhederne at ende i en position, som er helt ødelæggende for den langsigtede strategi. Intet er jo enklere i vore dage, end at skabe opmærksomhed. Men branding og positionering er jo netop en del af virksomhedernes langsigtede strategi, og det, der på den korte bane skaber opmærksomhed, kan på langt smadre det fundament, virksomhederne skal bruge til værdiskabelse og udvikling, slutter Jesper Kunde.