I snart mange år er reklame- og media- og web-bureauer faldet over hinanden for at tale digitaliseringen op på en piedestal. Var man ikke ”digital”, var man død, så rent kommunikationsmæssigt. Det er noget sludder, mener en af de store europæiske bureauchefer.
– Jeg mener, at vi skal se på digital som på ilt. Vi har brug for det 24/7. Det er livsnødvendigt i en kommunikativ sammenhæng, men ikke noget, man skal diskutere særskilt. Digital er konteksten, altså rammen, og ikke indholdet. Faktisk tror jeg, at ordet digital vil forsvinde ud af ordbogen hurtigt, siger Robert Senior, CEO for SSF-gruppen (Saatchi & Saatchi Fallon) i Storbritannien.
– Det er, hvad vi gør med digital, ikke digital i sig selv, der er interessant. Derfor må du gerne skrive, at jeg tilhører ”old school” inden for kommunikation. Jeg tror på, at ”idéer er kongen”, og at idéer inden for digital stadig mangler at få forløst sit fulde potentiale.
Prøv at uddybe det?
– Jeg mener, at der stadig er for megen nervøs energi på nettet, og at bureauer og virksomheder ofte tænker for meget over, hvad der er muligt på nettet. Vi burde bruge mere tid på at udvikle de idéer, der vitterlig gør en forskel, snarere end drukne i bekymring over ”tabte” muligheder.
Forklar det nærmere?
– Vi skal turde tro på idéen. ”De-mange-muligheder” har en tendens til at flytte os over i ”hvad-risikerer-jeg-at-overse-på-nettet-angsten.” Og det siger jeg vel vidende, at der er ekstremt mange anvendelige muligheder, men jeg vil hellere fokusere på, hvad vi gør brillant, altså få de rigtige idéer til kunderne – og så eksekvere det professionelt på de relevante medier.
Der er mange bureauer, der hævder, at man fx skal have en applikation uden at forklare hvorfor. Det er nærmest grotesk, hvad der postuleres om apps.
– Enig. Metaforen er, at en af dine gode bekendte fortæller dig, at han åbner en ny butik. Du skal besøge den. Der er elektricitet og varme. Den er smuk og inviterende. Og du spørger naivt: ”Hvad kan jeg købe?” Hvortil han svarer: ”Nej, nej, nej, glem produkterne, jeg har elektricitet og varme og smukke omgivelser. Kom nu ind til mig og se min butik.
Men apps er vel kommet for at blive?
– Naturligvis er applikationer velegnede til noget, men vi må aldrig glemme at spørge ind til ”hvorfor”, før vi stopper apps-baserede løsninger ned i halsen på kunderne, slutter Robert Senior.
Læs hele interviewet med Robert Senior i Markedsføring 9-2011, der udkommer i denne uge.