Krigen om de danske tilbudsaviser har taget en uventet digital drejning.
Den elektroniske tilbudsavis eTilbudsavis har nemlig stævnet Danmarks største private distributør af tilbudsaviser, FK Distribution, for “utilbørligt” at have anvendt ordet tilbudsavis i sine applikationer og dermed udnyttet den goodwill, som eTilbudsavis mener, der tilhører dem og virksomhedens applikationer.
Desuden hævder eTilbudsavis, at FK Distribution konsekvent har optrådt under navnet “tilbudsavis” i tidsmæssig forlængelse af eTilbudsavis på forskellige platforme, og dermed ikke alene har udnyttet goodwill, men også medvirket til, at forbrugerne er blevet vildledt.
Miseren består ifølge eTilbudsavis altså i, at FK Distribution har valgt at kalde sin app for ”Tilbudsavis” efter i adskillige år at have benyttet navnet ”Min Reklame”. Derudover har FK Distribution kaldt sin iPad-app for Tilbudsavis HD, ligesom eTilbudsavis tidligere havde gjort (eTilbudsavis HD), lyder anklagen.
Kræver millioner
Det er ifølge eTilbudsavis et brud på varemærkeloven og markedsføringsloven, hvorfor man under retssagen i Sø- og Handelsretten vil nedlægge forbud mod, at FK Distribution anvender navnene “tilbudsavis” og “tilbudsavis-mine tilbud.dk”.
Endvidere går eTilbudsavis efter et millionbeløb i erstatning for tab.
Hos FK Distribution bekræfter salgsdirektør Lasse Ingemann Brodt, at virksomheden er blevet stævnet af eTilbudsavis.
– Vi og vores advokat vurderer, at vi har en stærk sag, og vi ser frem til at få en afgørelse på tvisten mellem vores virksomheder, fortæller Lasse Ingemann Brodt.
Han ønsker i øvrigt ikke at kommentere på indholdet i sagen, før der ligger en afgørelse i Sø- og Handelsretten
Vi venter på retten
Sagen skal for retten 1. marts 2016.
Hos eTilbudsavis hæfter man Christian Birch, adm. direktør og medstifter af eTilbudsavis, sig ved, at FK Distribution har ændret på navngivning af sine applikationer efter at have modtaget stævningen.
– Vi er glade for at se, at FK Distribution har ændret sin navngivning efter at have modtaget stævningen. Dog mener vi, at man skal kigge på helheden i sagen, siger han.
– eTilbudsavis er den største spiller på markedet for digitale tilbudsaviser og tilbud – og vi hilser konkurrence meget velkommen, men vi kan ikke acceptere, at der konkurreres på ufine måder, hvorfor vi har stævnet FK Distribution for meget bevidst at plagiere eTilbudsavis i forhold til både navngivning og markedsadfærd. Det har skabt massiv vildledning af forbrugerne og annoncørerne, hævder Christian Birch, der også mener at selskabets produkt og design er blevet misbrugt.