Det er endnu for tidligt at aflyse krisen på det danske reklamemarked, mener de hos Dansk Oplagskontrol og de tilknyttede brancheforeninger.

Den nyeste reklameforbrugsundersøgelse, der afdækker omsætningen af annoncer i såvel trykte som elektroniske danske medier i 1. halvår 2013, viser således, at annonceomsætningen herhjemme fra 1. halvår 2012 til 1. halvår 2013 samlet faldt med tre procent.

Den samlede omsætning landede på 5,2 mia. kr. i perioden. Når det tal er så beskedent, skyldes det, at en meget stor del af den kommercielle kommunikation, eksempelvis søgeord og permission marketing, ikke er indregnet. Desuden er opgørelsen kun baseret på danske medier.

Den totale omsætning for kommerciel kommunikation herhjemme har passeret 12 mia. kr. årligt.

Det samlede fald på tre procent dækker over store forskelle de enkelte mediagrupper imellem. Eksempelvis er ”internet” – som de digitale annoncekanaler kaldes i opgørelsen – vokset i annonceomsætning med 18 % og ”biograf” med 15 %, mens eksempelvis omsætningen på annoncer i kategorien ”dagblade” er faldet med 13 %.

Det mest iøjnefaldende ved opgørelsen er, at ”internet”-kategorien nu omsætter for flere annoncekroner herhjemme end den hidtidige topscorer-kategori ”tv”, der oplevede et fald på ni procent i perioden. Og det sker endda uden søgeordsannoncering er talt med.

Tendensen minder i vid udstrækning om en lignende opgørelse fra brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation i august.

I det omfang det har været nødvendigt at estimere en annonceomsætning i mediegrupperne, er den foretaget af en styregruppe, hvor Ole E. Andersen, Copenhagen Business School (CBS), har medvirket som særlig sagkyndig.