Natasha Friis Saxberg er ikke i tvivl, når hun skal gøre status over, hvor den digitale transformation befinder sig lige nu.
– Dagsordenen har flyttet sig fra buzz-words og teknologi, som let bliver meget overordnet, til nu at være meget mere fokuseret på vækst og købmandsskab. Digital transformation er blevet noget, der er operationelt, og som der kan eksekveres på, og det skaber et unikt vindue for mange virksomheder, siger Natasha Friis Saxberg.
Arbejdsmæssigt er hun Head of Technology hos Maersk Growth, der er en del af Danmarks største virksomhed, A.P. Møller Mærsk, men hun er samtidig en markant debattør, forfatter (til Homo Digitalis) og digital strateg med erfaring fra start-ups og corporate venture, og det er med den baggrund hun vil være moderator på den store Digital Copenhagen konference, som Dansk Markedsføring står bag for 5. gang.
Konferencen foregår d. 20. november, og de forventeligt 600 deltagere vil bl.a. komme til at møde flere danske CEOs med Grundfos’ Mads Nipper som den mest prominente.
Han skal tale om digital transformation set fra CEO’ens skrivebord, og hans deltagelse ligger ganske godt i tråd med, at den digitale transformation er flyttet mere og mere ind i direktions-lokalerne. Og det et godt skridt på vejen, mener Natasha Friis Saxberg.
– Men den er endnu ikke flyttet så godt ind i bestyrelses-lokalerne, og det skal helst også ske for at kunne udnytte mulighederne i digital transformation optimalt. Det handler om, at man skal flytte fokus fra at optimere til at innovere, og her har det betydning, om man også i bestyrelseslokalerne har den forståelse, siger Natasha Friis Saxberg og fastslår:
– Man skal ikke have en digital strategi – man skal have én strategi for virksomheden, der bygger på grundmissionen, hvor digitalisering og vækst er midlerne til at nå målet. Herefter skal man så fokusere på outcom’et og så skal man i den sammenhæng evne at bruge den værktøjskasse, der selvfølgelig er blevet en hel del større.
Der er dog markante eksempler på, at digitale profiler træder mere frem i bestyrelses-sammenhæng. Det gælder f.eks. A.P. Møller Mærsk, hvor den tidligere SAP-topchef, Jim Hagemann Snabe, nu er bestyrelsesformand.
A.P. Møller Mærsk er i øvrigt også en virksomhed, der i det seneste år har markeret sig med en stor satsning, hvor man med blockchain teknologien vil reformere samhandlen inden for shipping – et projekt som både forventes at rumme store besparelser for Mærsk samt en langt mere enkelt administration for kunderne.
Blockchains muligheder i forhold til marketing er desuden et af de emner, der behandles på Digital Copenhagen.
Når Natasha Friis Saxberg taler om et unik vindue for mange virksomheder, så handler det om at bruge de styrker, som de har i kraft af deres infrastruktur og deres markedsposition og så koble dem sammen med digital udvikling.
– Kigger man historisk på det, så har mange markedsledende virksomheder haft svært ved at klare sig ind i den næste bølge. Det er den udfordring, mange klassiske industrier med afsæt i den fysiske verden står over for nu. De skal have fundet ud af, hvordan de kan koble den fysiske og virtuelle verden sammen, siger Natasha Friis Saxberg og fortsætter:
– Det indebærer et meget stort kundefokus samt at være meget mere optaget af, hvordan man udvikler og skaber vækst frem for, hvordan man optimerer. Det indebærer også et øget fokus på brandet og på oplevelsen. Til gengæld er mulighederne store for at udvikle sin forretning til et nyt niveau, siger Natasha Friis Saxberg.
Digital Copenhagen er bygget op på temaerne: Think Big. Execute smart. Deliver growth.
– Det er vores formulering af, hvad det er for en udfordring, man sidder med ude i virksomhederne. Digitalisering handler ikke om teknologi. Det handler om at starte med at tænke nogen store tanker og definere nogle mål. Og så handler det om at eksekvere smart – for at opnå vækst, siger adm. dir. Thomas Wahl, Dansk Markedsføring og fortsætter:
Konferencen er derfor bygget op omkring en række spor, der byder ind på de forskellige temaer. Vi har CEO’s til at tale om de store tanker – om strategierne – og vi har en række indlæg, der helt konkret kommer med forskellige bud på, hvordan man kan omsætte den digitale transformation til reel forretning.
Deltag på Digital Copenhagen ’18 – efterårets største konference med fokus på digital transformation. Læs mere her.