Halbye Kaag JWT har hentet Rasmus Sanko hjem til en stilling som digital direktør efter flere års succes hos In2media. Her har han allerede genoptaget samarbejdet med Thomas Thorstholm, adm. direktør hos Halbye Kaag JWT.

Thomas Thorstholm begrunder valget af Rasmus Sanko med følgende udsagn:

– Rasmus er valgt på grund af hans tunge erfaring med at bygge platforme som faciliterer interaktion mellem virksomheder, brands og kunderne. Han kan skabe rammerne om bedre brugeroplevelser, og et fundament for at virksomheder kan tilbyde mere værdi med digitale værktøjer.

Digital dialog er fremtiden

Ifølge Thorstholm er de evner centrale i reklamebureauets fortsatte overgang fra traditionel markedsføring, hvor fokus er på formidling af et budskab, til services og content markedsføring, hvor målet er at fastholde kunderne gennem digital dialog.

Rasmus Sanko har stor erfaring med forretningsforståelse, brugervenlighed og effektive brugeroplevelser fra bl.a. Snitker & Co. og In2media.

Hos In2media var han med til at opbygge UX- og strategiafdelingen, der var primus motor i udviklingen af de prisvindende løsninger: ”Danske Tablet Bank”, ”E-bank Spending Overview” og senest den særdeles effektive ”MobilePay” – alle tre for Danske Bank.

Mascha Vang i solariet…

I sin tid hos Halbye Kaag JWT var han med til at udforme den meget omtalte viralfilm for ”Kræftens Bekæmpelse” med Mascha Vang i solariet, der bl.a. blev hædret ved CCA i 2008 og ryddede en nydelig plads for sig selv i cyberspace. 

– Det er rigtigt spændende at være tilbage i Toldbodgade. Bureauet har udviklet sig voldsomt, siden jeg var der sidst, og det giver os rigtigt gode muligheder for at skabe fantastiske digitale løsninger på tværs af platforme og landegrænser, siger Rasmus Sanko.

Med den nye digitale specialist ombord bliver Halbye Kaag JWT endnu stærkere på de nye medier. Bureauet blev eksempelvis i 2011 og 2013 kåret som årets reklamebureau i Danmark ved Creative Circle Awards. Næppe de sidste awards til et bureau, der i øvrigt også har vundet stribevis af hæder for helt ”gammeldags” print-annoncering.