Nedturen fortsatte på det danske marked i årets første seks måneder, hvor reklameomsætningen samlet faldt med fem procent sammenlignet med året før. Det viser den seneste opgørelse fra brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation.
Udviklingen kommer næppe som den helt store overraskelse, da store dele af det danske reklamemarked befinder i en krisestemning, hvilket traditionelle reklamebureauer sjældent forsømmer en lejlighed til at pointere.
I alt landede reklameomsætningen i perioden på 2,4 mia. kr. – eller et minus på 5 procent sammenlignet med året før – men det er langt fra ensbetydende med, at alle dele af reklamemarkedet lider.
Derimod er der markant fremgang at spore for de digitale kanaler i 2. kvartal, hvilket stort set (indeks 99) er nok til at rette op på generelle tilbagegang.
– Tallene er et udtryk for, at vores medlemmer er i stand til at omstille sig i et marked, der stadig er præget af krisen. Det fortsatte fald i omsætningen i forbindelse med print-medier bliver næsten opvejet af stigningerne indenfor de digitale medier. Jeg synes, det er tilfredsstillende, at vores medlemmer i så udstrakt grad har formået at flytte og udvikle deres indtjeningsmuligheder, siger Kreativitet & Kommunikations direktør, Tine Aurvig-Huggenberger, på baggrund af de nye tal.
Search viser vækst-vejen
Disse viser, at de digitale medier fortsætter fremgangen. Størst er fremgangen inden for ”Search”, der omfatter søgemaskeoptimering og søgeord. Search-marketing er således gået frem med 16% fordelt med en vækst på 18% og 15% i hhv. 1. og 2. kvartal 2013.
Til sammenligning er Digital-reklame vokset med 10%, hvilket hænger sammen med et stærkt 2. kvartal på index 115 mod et 1 kvartal på index 106. Dermed står de digitale medier for en stadig større del af det samlede reklameforbrug.
En helt anden historie kan fortælles om de printbaserede medier (Dagblade, Fagblade og tidsskrifter samt Lokale og regionale ugeaviser) der forsat falder markant.
TV er gået 5% tilbage i 1. halvår 2013, hvilket er sammensat af et fald på 10% i 1. kvartal og et fald på 1% i 2. kvartal. Biograf, som er Mediaindexets mindste mediegruppe, har oplevet vækst i både 1. og 2. kvartal og opnår en samlet vækst på 14% for 1. halvår 2013.