Tøj er én af de mest omsatte kategorier i dansk nethandel, og de digitale kanaler rummer fortsat mange muligheder – og ikke mindst trusler.

Derfor har Dansk Mode & Textil et nyt tilbud om uddannelse, der skal bringe de danske modevirksomheder på omgangshøjde med udviklingen inden for digital markedsføring.

– Branchen har i løbet af de senere år skullet forholde sig til en hurtig og markant digital udvikling. Der er masser af digitale muligheder for vores branche, men der er også mange faldgruber. Derfor har vi selv oprustet med det nye rådgivningsområde digital, som skal styrke branchens virksomheder på det digitale område, fortæller Thomas Klausen, direktør for Dansk Mode & Textil.

Nu også i Herning

Det sker i samarbejde med Lifted, der står bag en ny diplomuddannelse med speciale i digital marketing, som vi tidligere har omtalt her.

– Det passer perfekt, at vi nu kan tilbyde branchen en unik uddannelsesmulighed, hvor de kan blive klædt langt bedre på til at håndtere den digitale markedsføring. Samtidig har vi tidligere haft et meget positivt samarbejde med Lifted, som vi er glade for at kunne udbygge, fortæller Thomas Klausen.

Uddannelsen har ellers kun hidtil været udbudt i København, men bliver nu også tilgængelig i Jylland, hvor uddannelsen bliver udviklet fra Dansk Mode & Textils lokaler i Herning.

Det første hold begynder 3. marts 2015.