I fjor kom der en konkurrent, eller et supplement, til Danish Internet Award (DIA) og andre danske awardshows, da Dansk Annoncørforening lancerede Danish Digital Award (DDA).

Det nye awardsshow blev mødt med en del skepsis, da der ifølge kritikere var rigeligt med awards i forvejen. Opslutningen til den nye award gjorde dog langt hen ad vejen skeptikerne til skamme.

Grunden skal bl.a. findes i, at DDA fokuserer på det forretningsmæssige og det langsigtede. Det betyder, at det er meget svært (måske umuligt) at få en pris for en ”sjov” kampagne, der blot kommer som finalen på en lang bagvedliggende strategi.

– Vi interesserer os ikke så meget for glasuren på kagen, men mere selve kagen, som det lyder i en pressemeddelelse fra arrangørerne.

Formålet med DDA har med andre ord ikke ændret sig:

Danish Digital Award har til formål at præmiere og synliggøre det mest inspirerende, effektive og veludførte digitale arbejde, der udvikler eller understøtter en virksomheds eller organisations forretningsaktiviteter.

118 i juryen

Annoncørerne har da også taget Danish Digital Award til sig, og der har ikke været problemer med at rekruttere til juryen, der består af over 50 pct. annoncører. De suppleres af flere af landets dygtigste digitale håndværkere og leverandører.

– Det er en jury, vi er ret stolte af, lyder det fra arrangørerne af awarden, der atter har Kim Jong Andersen, EVP, Executive Creative Director fra McCann Copenhagen, som juryformand.

DDA har skruet lidt på knapperne og finpudset kategorierne i forhold til i fjor. Der er skiftet enkelte hovedkategorier ud, tilført et par nye, og så er de blevet skarpere.

– Vi har 14 hovedkategorier.  Det nye i år er, at det er muligt at vinde både guld, sølv og bronze i hovedkategorierne, og at vi har tilført tre specialpriser, lyder det fra DDA.

De tre specialpriser er “Digital Company of the Year”, “Digital Partner of the Year” og ”Digital Profile of the Year”.

Derudover vil DDA dele venue med NEXT M, der er Group M’s store teknologikonference den 3. – 4. marts næste år, da NEXT ligesom DDA har en målsætning, der handler om at formidle de forandringer og forskelle, som digital disruption indebærer for danske virksomheder.

DDA opdaterede sit website i går.

Her kan du læse meget mere om DDA, kategorier, regelsæt og se jury og juryformænd. Der åbnes for indsendelser til DDA i dag kl. 15.00.