To digitale bureauer bliver til et, når Advice Digital og Interfazes (det tidligere Userminds, red.) fusionerer den 1. juni i Advice Digital A/S.
Målet er ambitiøst. Nemlig at blive Danmarks største og mest anerkendte User Experience (UX) -bureau, fortæller Jesper Nørding Pedersen, der er adm. direktør og partner i Advice Digital A/S.
Bureauet får 30 medarbejdere og flytter sammen på Advice Digitals kontor på Gl. Kongevej i København, hvor de deler lokaler med reklamebureauet Advice, mediet Kommunikationsforum og udviklerhusene Obrigado og Ekspontet.
DK’s bedste UX-bureau?
– Advice Digital skal være de allerbedste til at udvikle brands, produkter og services gennem stærke digitale kundeoplevelser og workflows. Ved at fusionere Advice Digital og Interfazes står vi endnu stærkere i markedet, siger Jesper Nørding Pedersen.
De to Interfazes-stiftere, Anja Thrane og Berit Krickhahn, bliver partnere i det nye set-up, hvor målet er at kombinere godt webdesign med god online-kommunikation.
– Potentialerne for mere effektive brugeroplevelser er lige så store i interne løsninger som i interaktion med eksterne touchpoints. Med fusionen har vi kompetencerne til at løfte vores kunders forretning på begge sider af serviceskranken og skabe sammenhæng gennem langvarige og strategisk samarbejder, siger Anja Thrane, der nu bliver partner i Advice Digital.
Bureauet leverer allerede i dag digitale løsninger, brugerinvolvering og servicedesign til fx DONG Energy, Chr Hansen, Novo Nordisk, VELUX, Codan, Udenrigsministeriet, Københavns Kommune, Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen.