Selvom mange ikke kan mærke krisen endnu, vil samtlige danske medier gå et par hårde år i møde. Det hævder Johan Boserup, der er Omnicom Media Groups Global Director of Trading and Accountability.
– Vi får meldinger fra stort set alle vores kunder i Spanien og England om, at de skal spare penge. Og vi ved, at netop England og Spanien er de lande, der først bliver påvirket af de ting, der sker i USA, og som siden breder sig til resten af Europa, herunder Danmark, siger Johan Boserup.
Den økonomiske krise kan dog ende med, at de digitale medier kan vinde store markedsandele.
– Det positive ved krisen er, at puslespillet vil ændre sig. Det er en fordel for de nye medier. Når en marktingchef skal kun har 2/3-dele af budgettet, vil han vide, hvor pengene kan bruges bedst. Derfor skal de nye medier på banen. De skal slå sig på, at de kan tilbyde respons, effektivitet og kreativitet. Set i det lys er recessionen den bedste gave til nye medier, siger Johan Boserup.
Johan Boserup talte ved New Media Days 2008 i Tuborgs gamle tappehaller i Hellerup.