Digitale skrabelodder, lykkehjul og quizzer lyder måske i manges ører mere som gøgl end som et gennemtænkt og effektivt marketing-tiltag.

Ikke desto mindre er flere og flere brands begyndt at plotte de små digitale værktøjer ind som en prioriteret del af deres marketing-strategi.

Dels fordi de er cost-effektive og leverer høje konverteringsrater, men også fordi de kan en hel masse andet, forklarer René Mieritz fra tech-virksomheden Scratcher, der står bag en gamification-platform af samme navn, som man gennem et års tid har tilbudt marketingfolk og bureauer:

– Ud over salg, SoMe-aktivering, lead-generering og trafik til websites og -shops benytter en del af vores kunder spillene i forbindelse med GDPR-compliance. Mange har mistet rigtig mange permissions efter de nye GDPR-regler, og har fundet ud af, at et underholdende spil er effektivt til at hente disse ind igen, siger René Mieritz.

Virksomheder i alle størrelser og fra mange forskellige brancher har benyttet sig af Scratchers platform, siden den blev tilgængelig i foråret 2017 – en af dem er mode-kæden Message.

60.000 permissions på en måned

Message står bag mode-brands’ene mbyM, Global Funk, Frakment, Project Unknown og d’ahrling, har 26 butikker i Danmark og er fornylig også gået ind på det norske marked.

Og her har man med stor succes brugt digital gamification platform til aktivering af kampagner på tværs af marketingsaktiviteter, fortæller Sofie Poulsen, der er marketing manager hos Message:

– Vi synes, det er et super effektivt online-værktøj, som gør det muligt for os løbende at lave kampagner. På vores seneste to kampagner med Scratcher har vi indsamlet omkring 60.000 permission på bare én måned, siger hun og tilføjer:

– Konverteringsraten har været ekstremt høj på – omkring 76 procent – hvilket har oversteget vores forventninger betydeligt. Desuden har det været yderst kosteffektivt, og så længe det er tilfældet, vil vi fortsætte.

Ikke bare leg og gøgl

Hos Scratcher siger René Mieritz, at der kan være forskel på, hvor højt konverteringsraten kommer op, men at man generelt ligger relativt højt:

– Gennemsnitligt ligger vores konverteringsrater på tværs af kunder og brancher på 45 procent.

Og ambitionerne hos det unge Viborg-firma fejler da heller ikke noget:

– I et marked, hvor der hvert sekund kæmpes om forbrugernes opmærksomhed, taber man, hvis man ikke leverer noget, der engagerer og opleves relevant for forbrugerne, siger René Mieritz og tilføjer:

– Det mener vi, vi gør med vores platform. Det er ikke bare leg og gøgl, det er en effektiv metode til at skabe, vedligeholde og udbygge kunderelationer.

Det synes de også hos Elgiganten, der i lighed med Message inden for det seneste år har gjort sig erfaringer med gamification som marketing-værktøj.

Kan agere med kort varsel

– I Elgiganten er vi optaget af at give vores kunder oplevelser, som de ser en værdi i og sætter pris på. Det formål kan vi se at Scratcher er med til at understøtte med deres platform, siger marketingdirektør Jimmi Frederiksen.

Han lægger desuden vægt på, at de digitale spil kan søsættes hurtigt og uden altid at skulle ud i større eksterne aktiviteter:

– For os er det vigtigt at have den nødvendige agilitet i et meget dynamisk og konkurrencepræget marked, og derfor er det afgørende for os at have mulighed for at lave forskellige kampagner løbende og med kort varsel, siger Jimmi Frederiksen og tilføjer:

– Også set med vores egne briller har de digitale spil givet fine resultater: Scratchers platform har været med til at øge vores leads med et femcifret tal inden for det seneste halve år.

På vej mod udlandet

Siden foråret 2017 er virksomheden vokset til syv medarbejdere, plus at man for nylig har åbnet kontor på Vimmelskaftet i København. Og det går fortsat stærkt, lyder det fra René Mieritz:

– Faktisk har vi alene i de første seks måneder af 2018 tredoblet antallet af kunder i forhold til hele 2017. I samme periode er vores omsætning øget med 265 procent.

Og der er yderligere udvidelser på vej:

– Vores platform er forholdsvis nem at skalere, så fra 2019 kommer vi til at lægge stort fokus på at etablere os uden for Danmark, siger René Mieritz og tilføjer:

– Vi leverer allerede i dag løsninger på flere forskellige sprog, og faktisk har vi en del kunder, der benytter vores platform i andre markeder end Danmark. Så det kommer vi nok til at se mere af.