To gange guld ved Creative Circle Award i weekenden, en Danish Internet Award, en Danish Digital Award, en FWA Site of the Day, tre D&AD-priser, en FWA Mobile of the Day, en Awwwards Site of the Month, en Awwwards Site of the Day – og nu også tre hædersbevisninger ved den amerikanske pris-festival The One Show.
Der er stor opmærksomhed, både nationalt og internationalt, om det digitale bureau Hello Monday og dets arbejde ”The DNA Project” for den amerikanske sangskriver, producer og visual artist Jonathan Dagan – kaldet j.viewz.
Og de seneste priser til The DNA Project ved The One Show – en Silver Pencil, en Bronze Pencil og en Merit Award – vækker glæde på bureauet.
Anders Sønderby Jessen, Partner og Technical Director, siger:
– Vi er naturligvis meget stolte af den anerkendelse, projektet får – både her ved One Show, men også ved fredagens Creative Circle Award. Det er et spændende projekt at arbejde på – og være med til at prøve at redefinere, hvordan man ser og oplever skabelsen af et album.
Besøgende vises i realtid
Sebastian Gram, Senior Art Director hos Hello Monday fortæller om The DNA Project:
– Det har været en rigtigt fin proces, vi har haft omkring opgaven, der var stor tillid mellem parterne. Og vi har brugt rigtigt meget tid og energi på at finde et formsprog og visuelt udtryk, der kunne være unikt og få DNA-linjerne til at give mening – men samtidig give plads til at kunne bære en stor forskelligartet mængde indhold.
Han tilføjer, at der har været brugt lang tid på at få synliggjort på sitet, at det er en proces, man gerne vil have de besøgende til aktivt at deltage i – ved bl.a. at hive kommentarerne direkte ud på tidslinjen.
– Og selvom det nok er de færreste, der rent faktisk lægger mærker til det, så bliver hver besøgende vist på sitet i realtid som en lysende dot i baggrunden – en dot, som følger éns bevægelser på sitet. Det skaber liv og nogle ret unikke bevægelsesmønstre på sitet, og det forstærker følelsen af, at man ikke er alene på sitet.
Flere danske priser i år
Ud over de tre priser for The DNA Project kan Hello Monday også glæde sig over en delt Merit Award (sammen med Google Creative Lab) for Spell Up-casen, og så er det også lovligt at feste hos Saatchi & Saatchi.
Bureauet har nemlig vundet en Merit Award for sin Slurp!-case for Coca-Cola – og i tilgift kan de to herrer bag Letsadvertise.it, Casper Christensen og René Schultz (som i dag sidder hos Saatchi & Saatchi) også glæde sig: Deres The Disguised Portfolio har nemlig også vundet en Merit Award.
Det er 42. år i træk, at den kreative, amerikanske prisfestival The One Show løber af stablen, og det er ikke voldsomt tit, man ser danske navne på podiet. Men det sker:
Sidste år vandt Hello Monday således en Gold Pencil og en Merit Award for Into The Arctic for Greenpeace, Spring/Summer vandt (delt med to New York-bureauer) en Gold Pencil for Uniqlo Recipee for Uniqlo og &Co og Bacon vandt en Merit Award for Making the Cut (Made from Cool) for Jack & Jones.
Alle årets One Show-vindere kan ses her.