Kampen om de eftertragtede 179 stole på Christiansborg spidser til. Og denne gang har politikerne fået endnu en kanal, hvor de kan agitere for sig selv – den digitale valgplakat.
Det er virksomheden Cspot, der står bag systemet, som giver politikerne mulighed for at være mere kreative med budskaber og valgløfter
Den første folketingskandidat med en digital valgplakat på Cspot var Daniel Nyboe Andersen fra Radikale Venstre.
Hvor mange folketingskandidater har 3 – 4.000 valgplakater oppe at hænge, har Daniel Nyboe Andersen taget konsekvensen, og har kun hængt 80 gammeldags plakater op.
Til gengæld er han digitalt til stede både i gadebilledet samt i busser, tog og biografer.
– Muligheden for ekstra eksponering af mine budskaber via digitale valgplakater, er et vigtigt led i min valgkampagne. Cspots multimedieskærme er både centralt placeret og kan afspille video. En levende valgvideo giver mere opmærksomhed, end en plakat i en lygtepæl, der både er ressourcekrævende og grim at se på. Miljømæssigt giver en digital valgplakat også mere mening end 4.000 trykte plakater, fortæller Daniel Nyboe Andersen, byrådsmedlem i Aalborg og Folketingskandidat for Radikale Venstre i Nordjylland.
Siden valgkampen officielt blev skudt i gang, har Cspot haft travlt med at svare på henvendelser fra folketingskandidater over hele landet – og langt de fleste kampagner har været i luften inden for en time efter, at Cspot har modtaget kampagnematerialet.
– Vi oplever en stigende popularitet, som primært skyldes mediets fleksibilitet, hvor man kan uploade kampagner fra time til time og ændre kampagnernes budskaber til specifikke tidspunkter af dagen, fortæller Allan Hedegaard, adm. direktør hos Cspot.
Cspots multimedieskærme er opsat i områder med en høj frekvens af trafik, og viser et konstant flow af levende budskaber – fra nyheder og vejrudsigt til reklamer – og nu altså også politiske budskaber.