Den digitale tidsalder er over os og verden er i forandring. I de gode gamle dage kunne man livsstilssegmentere folk ved at sætte dem i kasser eller inddele dem i farver. Det var den overskuelige fortid, men nu vil segmenteringsværktøjer såsom Miverna, RISC og Kompas, ifølge analysefirmaet Netminers, snart træde helt i baggrunden. Og det vil de fordi man ikke længere kan adskille forbrugerne via deres værdier. I dag og i fremtiden handler det om, hvor forbrugerne forholder sig til de nye kommunikations-teknologier.
Der findes endnu ikke en overordnet analysemetode, der kan kortlægge hvordan forbrugermarkedet ændrer sig i takt med at verdenen digitaliseres og nye kommunikationsformer opstår på basis af internettet. Men den har Netminers sat sig for at udvikle:
– Mht. Offline findes der både overblik og målingsmetoder, men på online ved markedsførerne ikke meget om forbrugerne – om de benytter RSS feeds, om de blogger, om de uploader video til sociale netværkssites såsom YouTube, om de sms’er, om de netværker via Messenger, om de blander sig i debatten på et nyhedssite osv., siger Casper Radil, der sammen med Christian Vermehren står bag Netminers.
Ifølge Casper Radil findes der ikke nogen lignende kortlægning over livsstilssegmentering i web 2.0, hverken i Danmark eller i udlandet:
– I dag er det sådan, at man intet overblik har over en given målgruppes færden indenfor web 2.0. Man kan som virksomhed f.eks. vælge at blogge, fordi det er oppe i tiden, men hvad nytter det, hvis det viser sig at det primært er de 12-18 årige der blogger og virksomhedens målgruppe er de 25-40 årige. Et andet problem kunne være, at man rent faktisk har succes med en markedsførings-aktivitet indenfor de nye kommunikationsformer, men man ved ikke hvorfor . Der er utrolig meget usikkerhed omkring målgruppernes færden indenfor mediekonvergensen, men vi tror på at det er muligt at skabe et nyt livstilssegmenterings-værktøj, og at det allerede vil ligge klar i løbet af 2008.
Netminers gennemfører projektet i samarbejde med Institut for Medievidenskab ved Københavns Universitet, der skal hjælpe med at definere de grundlæggende teoretiske rammer. Udgangspunktet for projektet er den metode som Netminers igennem de seneste 5 år har udviklet og anvendt til at kortlægge brugerprofiler på individuelle websites (den såkaldte ”webmapping” metode). Planen er imidlertid at indsamle data på tværs af forskellige websites, og derfor lægger projektet op til et samarbejde mellem de største medie-websites i Danmark.
– Resultatet af projektet bliver en kortlægning hvert halve eller hele år, der bliver lagt åbent ud. Her vil man, ud fra teknologiens udbredelse og segmenternes profiler, kunne forstå, hvordan medierevolutionen forandrer vores verden. Kortlægningen af alle danskeres færden indenfor web 2.0 kræver samarbejder med de store websites og annoncører så som en stor teleudbyder m.fl., og det er det vi i øjeblikket arbejder på at få etableret, siger Casper Radil.