Digitaliseringen af tv-signalet har betydet et enormt ekstra salg. Branchen ForbrugereElektronik (BFE), der er brancheforening for radio- og tv-forhandlere, vurderer endda, at det bliver endnu bedre. I starten af året mente BFE, at digitaliseringen ville få danskerne til at købe cirka 630.000 fladskærme i år, men det tal opjusteredes til 700.000 for nogle måneder siden. Nu mener BFE, at årets salg ender på den pæne side af 750.000 nye skærme.
– Erfaringerne fra udlandet siger, at en masse mennesker først gør noget, når skærmen først er gået i sort, og det betyder, at cirka 40.000 mennesker de kommende måneder skal købe et nyt tv eller en ny boks, siger Allan Bugge, direktør i BFE.
Optimismen får yderligere et spark opad, idet ”kun” halvdelen af Danmarks 5,6 millioner tv-apparater er fladskærme. Det vil sige, at BFE estimerer, at branchen de næste par år skal sælge yderligere 2,8 millioner fladskærme.
Berlingske Business side 4-5.