De digitale medier udvikler sig med lynets hast i disse år, og annoncørerne følger med. De flytter i stigende grad annoncekroner fra de traditionelle medier, og på blot 10 år er medieforbruget på internettet således tidoblet, hvorimod annoncering i dagblade er næsten halveret.
Det digitale potentiale er med andre ord enormt, men for at udnytte det optimalt, forudsætter det, at annoncørerne er skarpe på de digitale mediers muligheder. Det opleves blandt andet hos DSB, som fremover vil benytte de digitale platforme i stigende grad.
– For at kunne give bureauerne et kvalificeret med- og modspil, når de kommer med oplæg til medieplaner, er det vigtigt, at vi konstant uddanner os og følger med i trends og muligheder på de digitale medier. Det er vigtigt for samspillet mellem kunde og bureau, at vi har en fælles forståelse for de digitale mediers muligheder, siger DSBs koncernmarketingdirektør Steen Sørensen Koch.
Hos flyselskabet Norwegian er behovet for praktisk uddannelse i de digitale medier stort. 90 procent af selskabets billetter bliver solgt online. Ifølge presse-og marketingchef Johan Bisgaard Larsen har selskabet derfor brug for at ligge helt i front på digitale salgskanaler:
– Vi er en innovativ virksomhed og leder derfor konstant efter det lille forspring. Den praktiske erfaring med digitale platforme er vanvittig vigtig, og der har hidtil manglet en uddannelse i digitale medier, som var hands-on orienteret, siger han
Og den er Aegis Media på vej med.  
Det Digitale Akademi starter i februar og varer fem måneder. Akademiet giver deltagerne et overblik over de digitale platforme serveret, ”så det er tilpasset travle marketingfolk, der vil kunne gå lige ud og bruge det i praksis i samarbejde med deres medie- eller reklamebureau”, lyder det i en pressemeddelelse.
– Det kræver en vis indsigt at se mulighederne i de nye digitale medier, og derfor skal vi alle hele tiden opgradere os. Jo højere kompetenceniveau kunderne har, jo bedre er deres forudsætninger for at få mest muligt ud af mulighederne på de digitale platforme, siger Lars Bo Jeppesen, adm. direktør for Aegis Media.