Mette Heering Pontoppidan bliver fra 1. marts Managing Director i Charlie Tangos forretningsområde Customer Communications Management.
Hun indtræder samtidig i den øverste ledelse i det KMD-ejede digitale bureau.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Mette Heering Pontoppidan har senest været marketing- og kommunikationsdirektør for Codan Forsikring, hvor hun tiltrådte i 2015.
I sin nye stilling skal hun ifølge meddelelsen være med til at ”udvikle og modernisere kunde- og borgerkommunikationen hos Charlie Tangos kunder samt at udvikle forretningspotentialet gennem digital transformation.”
Vandt DDA-guld i 2020
Mette Heering Pontoppidan begyndte sin karriere i bilbranchen i 1996, hvor hun blev en del af Peugeot Deutschlands marketingafdeling.
Året efter tog hun skridtet ind i CRM-forretningen i Mercedes-Benz som Business Development Manager.
Siden har hun siddet i en række digitale marketingstillinger.
Blandt andet hos Ørsted, YouSee og Microsoft – og senest Codan Forsikring, hvor hun sluttede som marketing- og kommunikationsdirektør for Codan og ansvarlig for RSA Groups kommunikation i Skandinavien.
Sammen med sit Codan-team var hun i 2020 med til at vinde guld ved The Danish Digital Awards i kategorien Digital Activation for ”køreprøve-kampagnen”.
Mette Heering Pontoppidan har en bachelor i International Business Management fra South Bank University i London og en HD i afsætning fra Copenhagen Business School.
Og hun glæder sig til de nye udfordringer.
”Kæmpe-potentiale”
– Mine erfaringer og kompetencer ligger i at understøtte kundeoplevelser og forretningsudvikling med en digital transformation, siger hun i meddelelsen.
Mette Heering Pontoppidan mener, at ”der ligger et kæmpe potentiale på den digitale front i forhold til at udvikle CCM-forretningen”
– Så jeg håber, at jeg kan være med til at bidrage til en bedre kundeoplevelse sammen med teamet, siger hun og tilføjer:
– Og med en kæmpe muskel som KMD i ryggen er jeg ikke i tvivl om, at samarbejdet på tværs kan være med til at rykke forretningen.
Vi drive udviklingen
Uffe Henriksen, adm. direktør for Charlie Tango, oplyser i meddelelsen, at man gennem 2020 har oplevet ”vækst i kommunikationen mellem virksomheder og offentlige myndigheder i Danmark samt deres brugere og borgere.”
– Området er superinteressant for Charlie Tango. Og vi forventer, at kravene til denne interaktion kun vil forøges i fremtiden, siger han og tilføjer:
– Vi vil i Charlie Tango være med til at drive denne udvikling sammen med vores kunder. Og derfor er det fantastisk at få en kapacitet som Mette ombord, siger han og tilføjer:
– Mette forstår fra kundeperspektivet den kontekst, som CCM indgår i – nemlig at CCM skal ses som en afgørende del af den samlede kunde- og borgeroplevelse.