Nu, hvor reklamen har fået sit eget museum på Louvre i Paris, skal Mona Lisa så til at smile om kap med reklamernes unge blonde modeller med store lyserøde munde og fine, hvide tænder!
Nej, det skal Mona Lisa ikke, for Louvre er stort, meget stort. Mona Lisa bor i en anden fløj for det første, og for det andet er reklamemuseet – i alt fald til åbningsudstillingen – kemisk renset for unge, blonde modeller.
Det nye Musée de la Publicité har fået plads i den fløj, der rummer Paris’ kunstindustrimuseum, Musée des Arts Decoratifs ud mod Rue de Rivoli..
WWW.MUSEEDELAPUB.ORG
Det er lagt digitalt an fra starten, og man skal ikke vente sig et traditionelt museum, hvor gæsterne går stilfærdigt omkring og betragter genstande. Vel er der en udstilling i traditionel forstand – denne første til ære for en af branchens store tegnere, René Gruau, men det meste foregår pr. skærmbilleder i et multimedia-bibliotek, hvor hver enkelt selv kan gå ind og søge – hurtige overblik eller detaljerede studier, alt efter deres egne behov, og en stor del af “udstillingerne“ vises på videoskærme rundt om i lokalerne. Videoprogrammet skifter hver uge.
For at ingen skal være i tvivl om, hvad de går ind til, er museets katalog bygget op som en række skærmbilleder, hvor informationerne er lagt ind i “gardiner“. Til åbningsdagen er skærmbillederne dog trykt ud på coated papir med klar rød og blå og grøn baggrund.
Der er ingen unge, smukke kvinder. Til gengæld er der stærke mænd – i lange rækker. De bruges som blikfang i montrerne i den side af museet, der vender ud mod Rue de Rivoli. Fotografen Valérie Belin har opbygget en samling af de fremdyrkede, bodybuildede muskelbundter.
PLAKATER, FILM OG JINGLES
Indendørs i Musée de la Publicité findes en samling af 50.000 plakater fra midten af det 18. århundrede til anden verdenskrig med eksempler på hvordan branchens mestre fra Europa, USA Latin Amerika og Japan har grebet opgaverne an, når de var bedst. En anden samling – også på 50.000 plakater dækker tiden fra 1950 frem til i dag, og der er tusindvis af franske og internationale reklamefilm fra 30-erne og op til idag – på det seneste er tv-reklamer kommet med, og der er radiospots og jingles. Til åbningen lige før åsskiftet er lavet en særlig “Musical Journey into the World og Jingles“.
Meget er allerede digitaliseret og lagt ind i edb-systemerne, resten følger.
Musée de la Publicite i den nye form er en videreudvikling af en ide, der opstod for lige netop 101 år siden. Kunsthistorikeren Roger Marx foreslog dengang et plakatmusum, til gavn og opbyggelse for fremtidige generationer. Alle de små billeder i det museumskyndige hierarki vendte sig omkring af forargelse. Først i 1978 opstod så et plakatmuseum med adresse i Rue de Paradis i den østlige del af Paris i en lagerbygning, hvor en keramikfabrik havde haft til huse. I smukke omgivelser med vægudsmykning i Art Nouveau stilen – den krøllede, bugtende – alting er i bevægelse – stil. De oprindelige metroskilte i Paris er et eksempel på art nouveau, de fleste kan kende.
Gaver fra private samlere, designere, bureauer og annoncører har suppleret samlingerne og i 1982 skiftede plakatmuseet navn, så det nu kom til at hedde museum for plakater og reklame. Først lige før årsskiftet til år 2000 kunne det nye museum så indvies i de historiske omgivelser i Palais de Louvre.
STUK OG EDB
Det var ikke uden arkitektoniske udfordringer. Louvres gamle sten og træværk, parketgulve og forgyldte stukornamenter var ikke lige de omgivelser, arrangørerne fandt mest velegnet til at give et billede af reklamens kaleidoskopiske og flimrende verden. Så det indre er bygget om til en “by“ med en “plads“ og en “gade“, parketgulvene er malet over med sort og reflekterende indskrifter, og her flimrer mediebillederne.
René Gruau, som har fået hæderspladsen på reklamemuseets første udstilling, er født i 1910 og er blevet kendt for sin lette streg – udnyttet i reklamer for Dior parfumer i 1947 (en hvid svane med sort butterfly og hvide perler) for Jean Renoirs film “French Cancan“, for Moulin Rouge, for Roland Petits balletter, for Blizzard tøj og for Omega blandt mange andre.
Er reklame en kunstart eller en industri, spørges der i museumskataloget, og arrangørerne besvarer straks selv spørgsmålet med et “juryen voterer stadig, men det er også ligegyldigt“. Reklame handler om spænding, ønsker og drømme.
Musée de la Publicité
107, rue de Rivoli
75001 Paris
telefon 01 44 55 57 50
www.museedelapub.org
www.museedelapub.org