Medieforliget fra 1996 indebar, at den 3. landsdækkende tv-frekvens på sigt skal anvendes til udsendelse af digitalt tv. Det var en lidt kryptisk beslutning om tidsubestemt digital parallelsending af TV 2 og DR (DR2 var ikke opfundet) og tildeling af en distributionskanal mere til hver af de to tv-virksomheder.
Det var i høj grad en politisk “så-kan-vi-blive-enige-for-så-behøver-vi-ikke-tage-stilling“ beslutning – nemlig til hvem der skulle have den 3. kanal. Og det var mere en “for en sikkerheds skyld“ beslutning end en specielt indsigtsfuld eller faktabaseret beslutning.
Politikerne kunne høre lobbyisterne, de teknologi- og udviklingstroende og andre kloge starte på råbet om at “til efteråret“ bliver alt digitalt i de lande, der er værd at sammenligne sig med – og se bare, hvor meget Murdoch (for egen regning og risiko) og svensk tv (for ekstra statspenge) investerer.

DE SAGTMODIGE INDVENDINGER
Det var og er sværere at høre, at man endnu i 1998 ikke mestrer teknikken, eller hvad det vil koste stat, forbrugere og tv-stationer. (Og tak til Skouby-udvalget for at have lagt den information på bordet). Det er endnu sværere at høre de stakkels Jeronimuser, der spørger, hvad man skal med en ny måde at fordele tv på, når mangelvaren i den grad er tv-programmer, og når der nu i forvejen er 3-5 gange flere tv-kanaler, end folk kan overkomme at bruge – i en kvalitet med pæn plads til forbedringer.
De fleste ved næppe, at de skal have en ny teknik i stedet for et bedre udbud. Og at de skal betale for dette gennem licens, reklame, skatter og privatbudget, fordi “sådan bliver udviklingen“; i skyggen af det teknisk mulige er det svært at få fortalt danskerne, at de skal finansiere en teknisk legeplads, støtte eventyrlysten mediekapital og styrke branchens ledere i at fylde og betyde noget.

THE MISSING LINK I DISKUSSIONEN
I foråret præsenterede DR et diskussionsoplæg om fremtidens tv og digital strategi. Der er endnu ingen konklusion på diskussionen eller en vedtaget strategi. Men med dette udgangspunkt sprang den fjerne politiske hensigtserklæring sidst på sommeren ind i den offentlige debat som et spørgsmål om, hvorvidt danskerne skulle have alsidighed og kvalitet forøget ved at kunne modtage DR2 på stueantennerne eller digitalt tv (med kendt indhold fra et ikke-eksisterende sendenet til ikke opfundne tv-apparater til en ukendt pris).
Formelt blev diskussionen (i Skoubyudvalget) til et spørgsmål, om det digitale tv skal komme fra satellit eller sendemast.
Begge emner er umulige diskussioner for såkaldt almindelige mennesker, herunder politikerne, der da også hurtigt har bestemt sig for helst at ville “begge dele“. Det er “ligesom om“, man er kommet til at glemme diskussionen om, hvorvidt det offentlige overhovedet skal fremme en ny distributionsform på bekostning af muligheden for et udbud af tre offentlige kanaler, de to kendte omnibus-kanaler og en ny kombination af fx DR2 og øget regionalt tv.
Hvis nogen af de få afvigere med lidt indsigt i problemstillingen antydningsvis spørger, om og hvorfor tv skal distribueres på en ny måde, bliver de mødt med medlidende blikke fra tv-selskabernes, tele- og tv-industriens ledere; de ved nemlig, at “det gør alle andre“, at “det er fremtiden“, at digitalt tv giver uanede muligheder, og at det kan blive vigtigt for betalingsbalancen. Det vil sige “ved og ved“, men de tror det nok, og er klare til at kaste sig i andres fodspor uden de store overvejelser om, hvor de fører hen.

ARGUMENTERNE FOR DIGITALT TV
Drift og distribution af jordsendt, digitalt tv vil de næste 15 år koste 180 mio. kr. om året (inklusive 130 mio. kr. til den nødvendige analoge parallelsending) og “selv med meget optimistiske vurderinger af et faldende prisniveau svarer det til en udgift på omkring 700 mio. kr. om året for husholdningerne“. (Skoubyudvalget).
I løbet af de 15 år forventes alle husstande at skifte tv-apparatet ud med en digital modtager, hvorefter der kan slukkes for det tv, vi kender i dag. De 700 mio. kr. svarer til en jævn udskiftning af 4 mio. tv-apparater med 250.000 pr. år, en udskiftning der under alle omstændigheder vil finde sted. Der må sættes spørgsmål ved en gennemsnitlig pris på 2.800 kr., og ved at beregningen ikke tager højde for den blokering som en langt højere pris vil udgøre i de første år.
Argumenterne for at bruge disse penge kredser omkring det teknisk mulige, om “kvantitative kvaliteter“, om økonomisk og om “vitaminerne i mælken“.
Skærmens firkant kan fås med andre mål (16:9), som godt nok ikke kan udnyttes af det nuværende lager af tv-programmer. Billedgengivelsen bliver bedre, og det skal de nok blive glade for i USA og lande med dårlige og svære distributionsveje. Med den gode tekniske kvalitet i Danmark er det væsentligere, hvordan kvaliteten af det samlede udbud bliver bedre.
Det økonomisk rentable er i centrum for de store pakkeudbydere (fx Canal Digital og TeleDanmark), der satser på postordresalg af varer og løssalg af tv-programmer. Går det som de digitale profeter spår, kan annoncørerne til gengæld se langt efter seere i et antal, der kan bære en ordentlig reklameproduktion. De skal leve med mere (reklamefrit) betalings-tv, flere “andre tjenester“ i tv-apparatet (som ingen aner, om der er efterspørgsel efter) – og større opdeling af seerne.
Endelig er der argumentet om, at “de vitaminer vi ikke kender endnu, findes i mælken“. Disse argumenter deler sig i to.
Én type kredser om, at seerne (en gang) kan få totalt frit valg mellem, hvad de vil se, og hvornår de vil se det. Bibliotekskonceptet hales frem til illustration, og Seven-Eleven konceptet tales der ikke om. Kampen om hyldepladsen er indledt med diskussioner om, hvem der skal styre EPGerne (electronic programe guides). Til denne gruppe af argumenter hører også løftet om en enorm forøgelse af antallet af tv-kanaler og mængden af specialinteresser, der kan dyrkes i disse (når man ikke går alt for højt op i det økonomisk rentable).
Den anden gruppe kredser om, at vi vil få alle mulige, sjove tjenester, så vi ikke kan skelne Macintoshen fra et B&O, fra et postordrekatalog, fra en videoforretning. Der tales også – om end med yderste forsigtighed – om nogen helt anderledes tv-programmer af interaktiv karakter, som vi godt nok ikke har set eksempler på endnu. Men det er noget med en aktiv seer, ja interaktiv, og dermed godt ude af takt med den måde, tv-mediet bruges på.

SKOUBY-UDVALGET: DVB – FREMTIDENS TV
I rapporten fra Skouby-udvalget formuleres de samme fordele, og flere til, lidt anderledes:
Fx “indeholder DVB mulighed for at sende bedre billedkvalitet i det nye 16:9 format og for bedre udnyttelse af den knappe frekvensressource“ og “desuden er omkringliggende lande ved at indføre DVB, og det lægger et vist teknologisk pres på indførelse i Danmark“. Det anføres, at “digitaliserings- og multimedieaspektet gør, at informationerne har bedre kvalitet og bedre tilgængelighed“ (tilgængelighed er noget med at kunne tage tvet med på motorcyklen og til stranden) og “brugeren får bedre muligheder for at udvælge de programmer eller programdele, han vil se, og tv-stationerne får mulighed for at udbyde serviceydelser, der fx inddrager flere forskellige medier“.
Det fremhæves også, at DVB giver “mulighed for detaljeret karakteristik af programtyper og dermed lettere indstilling/udvælgelse af programmer“. Bortset fra, at indstilling og udvælgelse er ret så forskellige ting, er det EPGen der spøger; udvalget hævder ikke, at den måde, vi vælger programmer på i dag, så meget som antyder et behov for dette.
Som argument for jordbaseret dansk digitalt tv skriver Skoubyudvalget, at “det vil være væsentligt for udbredelsen af modtagere til jordbaseret digital tv i Danmark, at der inden for en overskuelig tidshorisont udsendes et tilbud af tv-services, som ikke er forsvindende i forhold til tilbudene i satellit- og kabelverdenen, og som i hvert fald indeholder de dansksprogede tilbud, som i dag står for den altovervejende del af sendingen i Danmark“.
Der er i dette argument en forudsætning om det ønskelige i udbredelsen af digitale modtagere (husstandenes mindst 700 mio. kr. pr. år i 15 år). Men bortset fra det, så vil tre danske analoge public service kanaler stå sig suverænt i konkurrencen om danskernes tv-sening. Det er kun fra en teknisk, men ikke fra en mental eller markedsmæssig vinkel, de vil udgøre en “forsvindende lille del“. Det er jo præcist det tv, som danskerne gerne vil se suppleret med danske, kommercielle kanaler.
Argumentet om at dansk tv, specielt public service tv, bliver slået knock-out af et digitalt, satellitbåret udbud, ser helt væk fra tv-forbrugeradfærdens virkelige verden. De digitale udbydere står nærmest i kø for at sikre sig DR og TV 2 i deres pakker. Ellers er det nemlig mere end tvivlsomt, om de kan slå igennem på markedet.
Det er meningsløst, når Skoubyudvalget forventer “en succesfuld introduktionsstrategi fra de aktuelle hovedaktører, DR og TV 2, til at løbe området igang“. Det vil jo være at lægge rebet om egen hals og frivilligt acceptere en slagmark, hvor man bliver “forsvindende lille“.
Og Skoubyudvalget er langt ude i manglen på substantielle argumenter, når det “sammenfatter fordelene ved at etablere et jordbaseret DVB-net ud fra en kulturpolitisk og beredskabsmæssig synsvinkel“ i tre punkter:
1. “Befolkningen får mulighed for at modtage programmer – ikke mindst DRs og TV 2s public service programmer, herunder DR2 samt TV 2s nye program – digitalt på simple antenner. En sådan 100% dækning, der er fremført som både kulturpolitisk og beredskabsmæssig ønskelig, er i praksis lettest at opnå ved jordbaseret distribution.
Det er mildest talt svært at se det nye i forhold til dagens situation eller en situation, hvor DR2 og regionalt tv deler den ledige analoge kanal.
2. “De danske jordbaserede transmissioner vil for seerne skille sig ud i forhold til de mange udenlandske, satellitbaserede udsendelser“.
Jamen, det er da ikke lige det, dansk tv har sværest ved for øjeblikket.
3. “Det modvirker opdelingen i informationsstærke og informationssvage grupper, idet alle får adgang til de nye digitalbaserede muligheder“.
Udsagnet kan forstås på flere måder, men jeg har endnu ikke fundet en forståelse, der blot antydningsvis giver mening.
Der er måske nogle afledte teknologiske og økonomiske muligheder ved at indføre dansk, jordbaseret digitalt tv. Men indholdsmæssigt, kulturelt og reklamemæssigt trænger debatten til andet end visioner fra folk med uklare motiver. Produkt-prototyper, markedsanalyser eller andet, der virkelig kan overbevise om, at kunderne frivilligt er villige til at betale for at få deres tv leveret med en anden teknik og reelt er interesserede i konkrete eksempler på de frynsegoder, der følger i digitaliseringens kølvand.
Det ville pynte på debatten og hjælpe de politiske beslutningstagere, hvis de digitale fortalere kunne præstere lidt almindeligt arbejde med den økonomiske rentabilitet og den samfundsmæssige ønskværdighed ud fra en analyse af det (forbruger)adfærdsmæssige ønskelige og realistiske.

DR OG TV 2
Skouby-rapporten fortæller, at DR har vidtgående tekniske afprøvnings- og udviklingsplaner de næste to år, men tilsyneladende ingen tanker om, hvilken “digital merværdi“, der skal motivere seerne til skiftet. TV 2 skulle især have planer om et “nyt programindhold“ og “mere tv“.
Lokal-tv er der en meget usikker plads til. TV3 og TV Danmarks skæbne er mildest talt usikker og optager ikke Skoubyudvalget.
Det første spørgsmål i den næsten manglende diskussion er: skal vi i Danmark som samfund satse på digitalt tv, og skal det nødvendigvis være i en frontposition? Vi er dog helt godt med, hvad tv angår, uden at vi ligefrem opfandt det eller gik i spidsen i mediets barndom.
Den andet spørgsmål er, om public servicestationerne skal gå i spidsen og trække det økonomiske læs, for de penge licensbetalerne med betydelig ret kan forvente går til programvirksomhed, eller om de ikke først og fremmest skal koncentrere sig om indholdssiden og levere det bredest mulige kvalitetsudbud? Og så i øvrigt følge godt med i den digitale udvikling i en lun position midt i feltet, hvor det er muligt at bevæge sig frem i front, hvis der for alvor etableres et udbrud.
Og godt sammenblandet med disse spørgsmål er det så kommet til at handle om et valg mellem digitalisering og DR 2 på jorden. Det er at begynde diskussionen det forkerte sted.