Det bliver Help PR & Kommunikation, der skal være med til at sikre, at Washa bliver danskernes foretrukne brand, når de skal have vasket eller renset deres tøj online.
Via en app og en hjemmeside tilbyder iværksættervirksomheden Washa både vask og rens af tøj. Et koncept, som går en stor fremtid i møde, mener man ikke overraskende hos Help PR.
– Der er for tiden rigtig mange eksempler på traditionelle brancher, der udvides eller udfordres af den digitaliseringen. Hoteller, taxa, biler, bolig og mad er nogle af de mest kendte eksempler, siger Mikkel Luplau Schmidt, der er kundeansvarlig på Washa hos Help HR.
– For nylig investerede vaskegiganten Berendsen i Washa, og det er endnu et godt eksempel på, at traditionelle spillere samarbejder med nye, digitale tjenester.
Help PR understregede før sommerferien, at alle virksomheder reelt er it-virksomheder, hvilket var en bemærkning til, at kommunikationsvirksomheden får flere og flere opgaver, der kræver både analog og digital kommunikation.
– Vasketøj er noget, de fleste mennesker ikke har tid til i en stresset hverdag med job, børn, indkøb med videre. Vi ser nu, at det at få vasket sit tøj bliver digitaliseret, ligesom der er kommet løsninger på så mange andre hverdagsopgaver.
– Danskere vil have convenience, og det skal vi gøre Washa kendt for i hele landet på noget, der har været kendt siden Adam & Eva, nemlig vasketøj, uddyber Mikkel Luplau Schmidt.
Europa og ultimativt USA
Washa er blevet præmieret til diverse iværksætterkonkurrencer, og det er i det hele taget gået hurtigt for de tre unge iværksættere Karim Ben M’Barek, Jannick Christensen og Max Børglum Stripp, siden de i 2014 etablerede virksomheden.
Mindre end halvandet år senere har Washa vasket 30 tons tøj for omkring 10.000 private kunder.
– Det er gået over al forventning, siden vi startede i februar 2014. Hvis væksten skal fortsætte, så kræver det, at vores brand står stærkt blandt forbrugerne, og synligheden i markedet øges endnu mere, siger Karim Ben M’Barek, CEO i Washa.
– Help PR har vist forståelse for den opgave, vi står overfor med at rykke fra startup til en etableret virksomhed. Samtidig passer deres metode og det, at de først sender faktura, når de er lykkedes med en opgave, utrolig godt til os, slutter Karim Ben M’Barek.
Der ligger et stort marked foran Washa, og Danmark er kun begyndelsen, hvis det står de tre iværksættere bag den nystartede online-virksomhed. Næste skridt er Europa, og den store drøm er USA.