En dildo tilhører måske privatlivet. Men ikke mere end, at Miljøstyrelsen slipper ganske godt fra at bruge en dildo til at fortælle budskabet om, at elskrot skal afleveres på genbrugs-stationen, viser en analyse til Markedsførings Karakterbog, der produceres af AC Nielsen AIM.
Filmen viser en dame der finder en ældre dildo i sin skuffe. Men den duer ikke mere, og i filmen slipper hun dårligt fra at skille sig af med den. Det er jo en lidt småpinlig ting at rende rundt med uden for soveværelset, og det ender helt pinligt, da hendes hund kommer rendende hen til hende på en cafe med dildoen i munden efter, at hun har smidt den i søen.
I den aktuelle kampagne-periode opnåede filmen en nettodækning på 67 pct. Alligevel er der så mange som 79 pct., der kan huske at have set den, og det skyldes, at den har kørt i flere omgange i efteråret. Erindrings-værdien er således høj i filmen.
4 pct. nævner uhjulpet Miljøstyrelsen som det, der reklameres for, men i modsætning til private firmaer, har Miljøstyrelsen ikke noget at bruge det til. Brandingen er derfor sat til de 36 pct., der uhjulpet kunne sige, at filmen reklamerede for, at elskrot skal afleveres. Dette giver en budskabsforståelse over gennemsnittet. Samtidig opnår filmen en flot positiv-score med kun 14 pct. der ikke kan lide den. Hos mænd og kvinder er branding og erindring lige, men kvinderne føler sig åbenbart lidt mere stødt af filmen, idet lidt flere end hos mændene giver den skudsmålet dårlig. Samlet er langt flertallet af kvinderne dog stadig positive.
Anders Høiris betragter filmens tema som en relevant anvendelse af en fordom.
– Men jeg synes, filmen teknisk er skruet dårligt sammen. Den ville have vundet ved at have haft en bedre instruktør, så der ikke var så mange fejl i filmen.
Lisbeth Radant: – Hvorfor er hunden f.eks. ikke våd efter, at den har været i vandet efter dildoen.
Anouska Sinding: – Jeg synes, filmen er meget sød, og jeg synes ikke, at man tænker meget over fejlene. Den gør det pinligt, at man ikke skiller sig rigtigt af med elskrot.
Anders Høiris: – Det er da ikke det, der er pinligt i filmen.
Henrik Dahl: – Den etablerer jo faktisk pinligheden på en sjov måde. Jeg synes, det igen er en film, der lykkes ved at fortælle en lille historie. Situationen er uskyldig og koblingen sjov.
Opmærksomheden i diskussionen samlede sig desuden om damens funktion i filmen.
Anouska Sinding: – Hun er sympatisk og det, at man placerer dildoen hos en type som hende – enlig, pæn pige, der har et hedt liv i soveværelset – får filmen til at fungere.
Lisbeth Radant: – Man kan ikke have noget imod hende, og derfor kommer den ikke til at virke grænseoverskridende. Hunden hjælper også på sympatien.
Panelets samlede og enige konklusion: fin film og harmløs.