Skilsmissen forløb ”stille og roligt og uden det store drama,” lyder det fra den kreative direktør hos Zupa Recommended Michael Paterson, en af landets dygtigste konceptmagere, der sammen med seks andre blev afskediget i forgårs.
– Jeg så ikke den udvikling komme, siger Michael Paterson, ”selv om min fornemmelse nok var, at økonomien ikke var alt for gunstig. Jeg er konceptmager og ikke bogholder, men jeg kunne da godt se, at der var flere røde end sorte kugler på kuglerammen.”
Michael Paterson er faktisk rigtig ked af, at den kreative udvikling, han i de sidste 13 måneder var udset til at være en del af, nu som et minimum sættes på stand by.
– Det er den bristede ambition, jeg er så ked af.
Og det er?
– Jeg troede faktisk på, at jeg skulle være med til at udvikle Zupa Recommended til et bureau, hvor man investerede langsigtet i kreativitet. Og hvor ledelsen troede på, at den investering ville kaste værdi af sig på den lange bane. Jeg ville ganske enkelt gerne bidrage til, at Århus fortsat markerer sig kreativt, men sådan skulle det altså ikke være.
Michael Paterson var bl.a. hentet fra Uncle til Recommended – før bureauet købte Zupa – blandt andet for at styrke talentprojektet GNOM. Og det er faktisk lykkedes.
– Uden at jeg skal tage hele æren, så vandt bureauet for første gang en Creative Circle Award i år, og samlet set endte vi på en 6. plads, når nomineringer og priser blev talt sammen. Kun de normale topscorere slog os. Det er da ikke så ringe.
Michael Paterson fortsætter:
– Det viser, at retningen var rigtig, og jeg vil være rigtig trist, hvis den indsats nu er spildt. Talentmassen i bureauet er helt enorm, og jeg er stolt af at have været en del af den rejse.
Folkene i GNOM-projektet er nu fastansat, kører egne kunder, og det glæder Michael Paterson. Det tolker han som om, at ledelsen fortsat tror på kreativitet som havende en værdi for kunder og bureau.
Men hvad skal du nu?
– Jeg aner det ikke. Nu tager jeg til Cannes Lions-festivalen, blandt andet fordi jeg selv tror på, at man kan blive inspireret til at yde endnu mere og bedre, hvis man lærer af verdens bedste kreative. Og hvis nogle bureauer vil mødes med mig over en frokost eller på stranden, er jeg i Cannes fra torsdag til søndag i næste uge, slutter Michael Paterson.
Hans makker fra Uncle-dagene, Mogens Kristensen, virker fortsat som Business Development Director i Zupa Recommended.